Amerikanske soldater dræber 27 irakere i nye sammenstød

Trafikulykker 14. juni 2003 08:00

BAGDAD: Amerikanske soldater dræbte fredag 27 irakere, da en kampvognspatrulje kom ud for et bagholdsangreb nordvest for hovedstaden, Bagdad. Drabene kom et døgn efter, at de amerikanske styrker skød og dræbte 70 bevæbnede irakere. Sammenstødene er de værste, siden USA's præsident George W. Bush i begyndelsen af maj erklærede krigen mod Irak for afsluttet. 4000 amerikanske soldater har i de seneste dage været i gang med en større militær operation nord for Bagdad, kaldet Operation Peninsula Strike. Målet er at få sat en stopper for irakiske grupper, som har gennemført en række angreb på de amerikanske soldater i især sunnimuslimske områder. De amerikanske styrker i Irak siger, at det er rester af Saddam Husseins Baath-parti og halvmilitære grupper, som undergraver de amerikanske besættelsesstyrker. - Organiserede irakiske grupper har skudt mod os med raketter og granater i Balad cirka 90 kilometer nord for Bagdad, hed det fredag i en erklæring fra militæret. Ingen amerikanske soldater kom noget til under sammenstødene i Balad. Torsdag slap to amerikanske piloter uskadt fra, at deres kamphelikopter blev skudt ned, og fredag blev en amerikansk soldat hårdt såret, da voldsomme skudvekslinger brød ud i byen Mosul i det nordlige Irak. Tre bevæbnede irakere skal være såret under kampene i Mosul. Byen har i de seneste dage været centrum for flere sammenstød mellem amerikanske soldater og lokale irakere, der ønsker soldaterne ud af byen. De amerikanske soldater er blevet mødt med stenkast og skud fra snigskytter. Under aktionen har de amerikanske soldater fundet 70 til 80 jord-til-luft-raketter, op mod 70 granater og store mængder AK-47 geværer i en lejr, som mistænkes for at være en irakisk træningslejr cirka 150 kilometer nordvest for Bagdad. Lejren skal angiveligt være anvendt til træning af frivillige soldater, som kom til Irak fra flere arabiske lande for at hjælpe Saddam Hussein og hans hær i krigen mod USA. Hovedparten af de seneste uges amerikanske aktioner har været koncentreret omkring byerne Ramadi og Falluja vest for Bagdad og byerne Balad, Baquba og Saddam Husseins hjemby, Tikrit, nord for hovedstaden. Præsident Bush har beskyldt Saddam Hussein for at have forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Det afviste Saddam Hussein, og amerikanerne har endnu ikke været i stand til at fremlægge konkrete beviser for påstanden. Cirka 40 amerikanske soldater er blevet dræbt ved bagholdsangreb i Irak siden begyndelsen af maj. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...