Amerikanske turister løsladt

Ingen al-Queda forbindelser blandt anholdte i Kenya

Kenya 1. december 2002 07:00

MOMBASA: Myndighederne i Kenya sagde i går, at de indtil videre ikke havde fundet nogen forbindelse mellem al-Qaeda og de 12 tilbageholdte personer efter torsdagens angreb på israelske interesser i Mombasa. To af de anholdte, et amerikansk-spansk ægtepar, blev løsladt. Amerikanske embedsmænd sagde i fredags, at hovedmistænkt for bombeangrebet mod det israelskejede Paradise Hotel, hvor 15 mennesker, heriblandt de tre gerningsmænd, blev dræbt, var den somaliske gruppe al-Itihad al-Islamiya, kendt som AIAI eller den Islamiske Union. De sagde, at det var den mest fremtrædende terrorgruppe på Afrikas Horn, og at den havde forbindelse til al-Qaeda. Osama bin Ladens gruppe er målet for USA's præsident George W. Bushs krig mod terrorisme efter angrebene 11. september i fjor på New York og Washington. Den midlertidige regering i det lovløse Somalia opfordrede lørdag til nedlæggelse af "terrorgrupper" i Østafrika, men uden at kommentere de amerikanske anklager. En ledende somalisk gejstlig sagde, at den form for vold var resultatet af det, han betegnede som undertrykkelse. Den kenyanske minister for intern sikkerhed, Julius Sunkuli, blev på et pressemøde spurgt, om politiet havde fundet nogen forbindelser mellem al-Qaeda, eksplosionen og det mislykkede forsøg på at skyde et israelsk charterfly ned med raketter. Hans svar var: "Endnu ikke." Senere løslod politiet efter endt afhøring to af de anholdte, amerikaneren Alicia Kalhammer og hendes spanske mand Jose Tena, med beskeden om, at de ikke havde nogen forbindelse med angrebene. De to sagde, at de ikke var vrede på de kenyanske myndigheder. - Vi bærer ikke nag. Vi elsker Kenya. Vi elsker det kenyanske folk, og vi ved, at de bare gjorde deres arbejde, sagde den 31-årige Kalhammer til nyhedsbureauet Reuters. Den 26-årige Tena sagde, at de forsøgte at forlade deres hotel i Mombasa for at finde et sikrere sted i Kenya, kort efter at de havde hørt om eksplosionen, blot for at blive anholdt af politiet. De to sagde, at de nu ville fortsætte deres ferie et andet sted i Kenya. De øvrige anholdte er seks pakistanere og fire somaliere, som var anholdt for at have rejst ulovligt ind i Kenya, og først senere rettede efterforskerne af angrebene mistanken på dem, sagde politiet. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...