Ammitzbøll-Bille slipper kommunale eksperimenter løs

Kommuner får lov at prøve gode idéer af uden snærende regler. Minister håber på mindre bureaukrati.

- En frikommune er én eller flere kommuner, der går sammen og får lov til at blive undtaget fra nogle statslige regler og love. Sådan så man får lov at eksperimentere med at gøre tingene på en anden måde, end vi normalt gør, forklarer økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). Foto: Martin Sylvest/arkiv/Ritzau Scanpix

- En frikommune er én eller flere kommuner, der går sammen og får lov til at blive undtaget fra nogle statslige regler og love. Sådan så man får lov at eksperimentere med at gøre tingene på en anden måde, end vi normalt gør, forklarer økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). Foto: Martin Sylvest/arkiv/Ritzau Scanpix

En række af landets kommuner skal næste år omdannes til eksperimentarier. Målet er at undersøge, om de opgaver, som kommunerne har, kan løses bedre og måske endda billigere, hvis man ikke skal overholde alle regler.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) skyder gang i en ny runde forsøg med frikommuner.

- En frikommune er én eller flere kommuner, der går sammen og får lov til at blive undtaget fra nogle statslige regler og love. Sådan så man får lov at eksperimentere med at gøre tingene på en anden måde, end vi normalt gør, forklarer ministeren.

Alle landets kommuner kan søge direkte om at udføre forsøg som frikommune. Mange kommuner vil dog være nødt til at slå sig sammen med andre for at gøre det.

Der skal nemlig være et befolkningsgrundlag på mindst 60.000 personer for et forsøg. Det er for at man kan måle tilstrækkeligt sikkert, om forsøgene virker og på den baggrund beslutte, om de skal fortsætte og udbredes.

For det er nemlig før set, at forsøg med frikommuner har ført til ændringer i hele landet, oplyser Ammitzbøll-Bille. Ifølge ministeren er beskæftigelsesområdet det bedste eksempel.

- Her havde man frikommuneforsøg med færre regler for beskæftigelsesindsatsen. Det voksede op og blev til en reform af loven her i foråret, siger han.

Tidligere forsøg med frikommuner har blandt andet også ført til, at det er blevet nemmere at give samtykke til børns besøg hos skoletandlægen.

Kommunerne kan som udgangspunkt søge om at gennemføre forsøg inden for alle områder. Men der er på forhånd udpeget en liste over temaer, der får førsteprioritet, når ministeriet skal godkende dem.

Det er blandt andet forsøg med udsatte børns vej fra daginstitution til uddannelse, med administrative effektiviseringer og med overgangen mellem kommunalt og regionalt sundhedsvæsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.