Amnesty: Hongkong nærmer sig et farvel til ytringsfrihed

En 24-årig mand er tirsdag blevet dømt efter omstridt sikkerhedslov i Hongkong. Amnesty retter hård kritik.

Politivogne venter her på, at Tong Ying-kit forlader retsbygningen efter tirsdagens skelsættende dom.

Politivogne venter her på, at Tong Ying-kit forlader retsbygningen efter tirsdagens skelsættende dom.

HONGKONG:En skelsættende dom i Hongkong kan være begyndelsen på enden for ytringsfrihed i den særlige kinesiske region.

Sådan lyder det fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty.

Udmeldingen kommer, efter at 24-årige Tong Ying-kit tirsdag blev kendt skyldig i terrorisme og opfordring til løsrivelse efter en ny sikkerhedslov.

- Dommen mod Tong Ying-kit markerer et væsentligt og ildevarslende øjeblik for menneskerettigheder i Hongkong.

- Dagens afgørelse understreger det alvorlige faktum, at det nu officielt er en forbrydelse af udtrykke bestemte politiske holdninger, siger Amnesty Internationals regionale direktør i Asien, Yamini Mishra.

Den 24-årige tidligere tjener har været under anklage for på motorcykel at være kørt ind i tre politibetjente, samtidig med at han viftede et flag med teksten "Befri Hongkong. Vor tids revolution".

Det skete 1. juli sidste år, dagen efter at den nye sikkerhedslov trådte i kraft.

Tirsdagens dom tog udgangspunkt i flaget, som ifølge anklagerne opfordrede til, at Hongkong skulle løsrive sig fra Kina.

- At dømme Tong Ying-kit for løsrivelse for at fremvise et flag med et politisk budskab er i strid med folkeretten, lyder det fra Amnesty.

- Det her føles som begyndelsen på enden på ytringsfrihed i Hongkong.

Kina har de seneste år øget sin tilstedeværelse og indflydelse i Hongkong, hvilket også udløste store protester i 2019.

- Folk skal frit kunne bruge politiske slogans under protester, og Tong Ying-kit skal ikke straffes for at udøve sin ytringsfrihed, siger Yamini Mishra.

Strafudmålingen mod Tong Ying-kit finder sted en endnu ikke fastsat dato.

Opfordring til løsrivelse kan under den nye lov give fængsel på livstid.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden