Amnesty ind i sag om mystisk dødsfald

- Jeg vil have, at retfærdigheden sker fyldest, og at de to skyldige betjente bliver draget til ansvar for min søns død.

Jonna Ørskov, Løgstør, er ikke ét sekund i tvivl om, at Jens Arnes død skyldes den efter hendes opfattelse meget hårdhændede behandling, som den 21-årige mand blev udsat for af to Løgstør-betjente i en sen nattetime fredag den 14. juni 2002, da han skulle transporteres til detentionen på Politigården i Aalborg. - De to betjente havde selvfølgelig ikke til hensigt at slå ham ihjel, men jeg tror på den anden side, at de fandt det særdeles belejligt, at han døde, så han ikke kunne vidne mod dem i en voldssag. - Jeg tror, at de vendte ryggen til, da han lå på jorden og døde, siger hun. Jonna Ørskov vil have sandheden frem om hendes søns død, og hun er indstillet på at bruge al den tid og alle de menneskelige og økonomiske ressourcer, som hun kan skrabe sammen, for at nå sit mål om retfærdighed. Hun oplyser til NORDJYSKE, at hun allerede har rettet henvendelse til Amnesty International i København for at få dem til at gå ind i sagen, ligesom hun desuden overvejer at indbringe sagen for Menneskerettighedskommissionen. - Alt skal forsøges og prøves for at få skabt klarhed over, hvad der rent faktisk skete i patruljevognen og på rastepladsen ved Sebbersund, understreger hun. DR1 TV viser i aften kl. 20.00 dokumentar-filmen "Under anklage", hvor man bl.a. forsøger at kaste lys over den tragiske begivenhed. TEMA SIDE 4.