Udland

Amnesty: Mexicos myndigheder står bag drab og kidnapning

Menneskerettighedsorganisationen beskylder statsansatte for at have bortført adskillige personer siden 2006.

Amnesty: Mexicos myndigheder står bag drab og kidnapning

De mexicanske myndigheder har været involveret i mange af de mange kidnapninger, som har fundet sted under den blodige narkokrig i landet de senere år.

Det fastslår Amnesty International i en rapport, hvor menneskerettighedsgruppen opfordrer Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, til at efterforske sagerne og retsforfølge de skyldige.

Kriminelle grupperinger er involveret i adskillige af bortførelserne, men statsansatte står bag et markant antal kidnapninger og drab, oplyser Amnesty.

Siden 2010 har organisationen dokumenteret 152 kidnapninger i syv af Mexicos 32 stater. I mindst 85 af disse sager er der beviser for, at myndighederne er involveret, lyder det.

Enrique Peña Nieto, der blev landets nye leder i december, har sagt, at over 26.000 mennesker er forsvundet mellem 2006 og 2012 under den mexicanske narkokrig, hvor kartellerne kæmper om stofmarkedet.

Mexicos myndigheder har dog også oplyst, at flere af de personer, der er blevet meldt savnet, blot har forladt deres hjem af personlige årsager, på grund af arbejde eller fordi de er emigreret.

Siden Mexicos tidligere præsident Felipe Calderón i 2006 erklærede narkokartellerne krig, er omkring 70.000 mennesker omkommet i kampe, der involverer både de kriminelle netværk og landets sikkerhedsstyrker.

Enrique Peña Nieto har lovet, at han hurtigt vil forsøge at stoppe krigen mellem narkokartellerne i landet, og han har afvist enhver snak om at indgå en form for våbenhvile med kartellerne.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.