Amnesty: Militær undertrykker Egypten

Kairo: Der drives klapjagt på journalister og kritikere af det militærråd, der har varetaget magten i Egypten, siden det arabiske forår skyllede ind over landet og endte med at afsætte diktatoren Hosni Mubarak. Samtidig har presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden særdeles trange kår. Det anfører Amnesty International i en ny opsigtvækkende rapport, hvori der berettes om tusindvis af journalister, bloggere og aktivister, der er blevet anholdt og stillet for militærdomstole på baggrund af kritik af militærrådet. Dermed synes meget af det vundne nu tabt, og det spirende håb er ifølge Amnesty flere steder ved at slukkes. - Euforien efter opstanden er blevet afløst af en frygt for, at et undertrykkende styre blot er blevet afløst af et andet, står der blandt andet at læse i rapporten. Ifølge Amnesty har militærrådet brugt tiden ved magten til at stramme grebet om de menneskerettigheder, der er altafgørende for at kunne gennemføre et frit, demokratisk valg. Flere tusinde civile er blevet anholdt, militærdomstolene har forfulgt systemkritikere af enhver art, og politiet har brugt endog meget hårdhændede metoder til at bryde lovlige demonstrationer. Særligt medierne er blevet censureret og Amnesty taler om et miljø, hvor "redaktører og medieejere ikke tør trodse Egyptens militære myndigheder", hvor tv-stationer bliver stormet, og kritiske programchefer fyre. Demonstranterne kræver nu en hurtigere overgang fra militært til civilt styre.