Retspleje

Amnesty vil have nyt politiklagesystem

AALBORG:Det danske politiklagesystem duer ikke og bør laves om. Det konkluderer menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en ny rapport, som offentliggøres i dag. - Det er vores klare opfattelse, at det nuværende politiklagesystem ikke lever op til de internationale menneskerettighedsstandarder. Systemet sikrer ikke en tilstrækkelig uafhængig og upartisk efterforskning af klagerne, og den manglende adskillelse af politi og anklagemyndighed skaber nogle uigennemsigtige beslutninger, som skaber tvivl om klagesystemets uvildighed og dermed fjerner tilliden til afgørelserne, siger Claus Juul, der er juridisk konsulent og researcher på rapporten. I kølvandet på artikelserien ¿Systemsvigt¿ i NORDJYSKE besluttede justitsminister Lene Espersen (K) i december 2006 at nedsætte et udvalg, som i øjeblikket kulegraver politiklagesystemet. Amnesty blev tilbudt en plads i udvalget men takkede nej af principielle årsager, og fordi ministeren afviste, at udvalget skal tage udgangspunkt i konkrete klagesager. Derfor har organisationen lavet sin egen rapport om klagesystemet med udgangspunkt i fem konkrete sager, som spænder fra overdreven magtanvendelse og fysisk mishandling til dødsfald i politiets varetægt. En af de fem sager er den såkaldte Løgstør-sag, hvor Jens Arne Ørskov døde i politiets varetægt i 2002. Statsadvokaten og Rigsadvokaten har i flere omgange frikendt de to betjente, som holdt Jens Arne Ørskov fast på jorden på en rasteplads mellem Løgstør og Aalborg. Spørgsmålet, som skal belyses i en civil sag mod de to betjente senere i år, er, om Jens Arne Ørskov blev kvalt, fordi han blev lagt i en benlås og presset ned mod jorden af de to betjente, eller om han fik hjertestop som følge af ophidselse og alkohol, som statsadvokat og Rigsadvokaten har konkluderet. - Amnesty International er bekymret over, at Ørskov-familien har været tvunget til, efter adskillige år, at anlægge et civilt søgsmål, hvis de vil have sagen efterforsket og vurderet på en uafhængig og uvildig måde, skriver Amnesty International i rapporten. Manglende tillid Ud over de fem konkrete sager, som er udvalgt, fordi de ifølge Amnesty illustrerer problemerne i klagesystemet, har organisationen kendskab til en række sager, der aldrig blev til klagesager. - Et stort antal kilder har fortalt Amnesty International, at de har valgt ikke at indgive klager over politiet, fordi de ikke har tillid til, at deres ret til oprejsning og godtgørelse vil blive behandlet uafhængigt og effektivt, siger Claus Juul. Rapporten foreslår, at statsadvokaternes rolle i klagesagerne erstattes af et uafhængigt klageorgan med myndighed til at efterforske og afgøre klager over politiet. Samtidig mener organisationen, at klagernes rettigheder bør styrkes, så de får ret til at søge uafhængig lægelig ekspertise og ret til at få en uafhængig retsmedicinsk ekspert til at overvære en eventuel obduktion - betalt af det offentlige. - Helt grundlæggende handler det om at sikre, at der er den fornødne afstand mellem dem, der behandler klagerne, og dem der klages over. I nogle af de sager, som vi har set, og som har været omtalt i pressen, er dét skøn, som statsadvokaterne har udøvet - og som har ført til, at sagen henlægges - direkte urimeligt, siger Claus Juul. Amnesty International skal mødes med udvalget under Justitsministeriet 17. april, hvor rapporten skal fremlægges. Udvalget forventes at være færdig med arbejdet senere i år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst