Amøber

Anne-Louise Bosmans Vi er amøber

Jeg giver dig alt hvis du giver mig det tilbage. Det er et atypisk citat, fordi det benytter første person ental, hvor mange af digtene opererer inden for et vi, men det er også typisk, fordi mellemmenneskeligheden og kærligheden nedskrives til frygten for ikke at få noget tilbage. Hvad jeg giver, er kun til låns. Sproget i samlingen er nøgternt registrerende, til tider føler man det som kynisk, som hos en desillusioneret Holberg - og Bosmans holder netop et spejl oppe foran sin samtids mennesker, hos hvem der sjældent er tale om indre substans, men snarere om ydre strukturer, der stikker hovedet frem i det umælende vi (læg for sjov skyld mærke til, hvor mange gange du taler ud fra et man i løbet af en dag). Vi skal helt frem til det sidste digt i første afsnit, før der optræder et jeg. Hver især enkelte går restløst op i de andre. ”Det er et system der suger os ind til sig ind mod hvor der er ingenting tilbage. Vi bliver en silhuet der trækker sine lemmer til og bliver rund og lille.” Der er et vi og et system. Mellem de to er jeget trængt til en grænse, hvor det ikke eksisterer som andet end angst og kynisme. Jeg nævner ordet igen, fordi kynismen er vigtig i forhold til ”Vi er amøber”. Kynikeren trækker sig tilbage fra verden, han nøjes med en skuldertrækning og en konstatering; som det hedder et sted: ”Det skete / og det var det.” og et andet sted står der: ”De ser deres. / Jeg tænker mit.” Så er der ikke mere at sige. Enhver samtale om, og enhver udforskning af det skete, slås i stykker af det nøgterne sprog, der er reduceret til floskler, der kun lader noget fremmed tilbage - en hændelse, der bliver til en hård kugle af jern, noget man ikke kan nærme sig. Det er kynismens udgangspunkt. Når verden er blevet opslugt af angst, lidelse og katastrofer (i den forstand er mennesket blevet opslugt af den politiske retorik), trækker man sig tilbage, indtil der kun er en skuldertrækning og en konstatering tilbage. Tredje og sidste afsnit i digtsamlingen er en undersøgelse af en af vores tætteste relationer: kærligheden mellem to mennesker, men heller ikke her synes individet at kunne trænge ud over sig selv og igennem til den anden. ”Der er ting der skal siges men ikke noget at tale om.” Den enkelte gøres til en funktion af den anden, når Bosmans skriver, ”jeg er hende / du skylder en hel masse.” Jeg er endnu engang ikke noget i mig selv, men kun i det forhold, jeg står til noget andet. Tidligere var det systemet og vi, nu er det den anden. Digtsamlingen opererer med et fællesskab, et man, som man ikke kan komme udenom. En strukturering af verden, som man kun kan reagere på ved at trække sig tilbage ind i sig selv - eller hvad, der er tilbage af det. Dét, der er tilbage, er en paranoid redebygning (hvad udad tabes, skal indad vindes genlyder i stort set hele dette afsnit): ”I åbningen kommer vi ind vi drager ud vi præsenterer os. Herfra kan vi høre hvor alle befinder sig.” Det er rigtignok klaustrofobisk, men det er mesterligt skrevet af Bosmans, og hun er dykket ned i noget betændt, noget hun forstår at bruge og gøre nærværende gennem sit kolde sprog og den sorte skrift. Og næsten som en sibylle har hun skrevet nogle linier, der kan tjene som en kommentar til den afstumpede og dybt forkastelige udvikling i Brorsons Kirke i København: ”Tag nu hjem. Hvis folk griner af dig ved din hjemkomst er det allerede mere end folk i Europas Europa vil unde dig.” Af Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Anne-Louise Bosmans ”Vi er amøber” 55 sider, 150 kr. Anblik Udkommer i dag