Amputeret Vodskov-hold tabte til Hirtshals

Fodbold 7. oktober 2002 08:00

Serie 1, kreds 3 Hirtshals - Vodskov 2-0 (1-0) Mål: 1-0 Jesper Larsen, 2-0 Dan Andersen HIRTSHALS: Gæsterne måtte som følge af afbud, skader og karantæne møde op uden fire stamspillere, og det blev for meget mod et kontant spillende hjemmehold. Kampen som helhed var meget lige, men hjemmeholdet var mest skarpe foran mål og slog til på de helt rigtige tidspunkter. Hirtshals valgte at få den kraftige vind i ryggen først, og det gjorde, at Vodskov kun sjældent kom til afslutninger, mens Hirtshals omvendt havde meget spil. Det lykkedes dog et par gange for gæsterne at komme bagom hjemmeholdets forsvar, men mål blev det ikke til. Første halvleg var generelt meget rodet med masser af fejlafleveringer, og derfor blev halvlegens eneste scoring også sat ind på et hovedstød efter et hjørnespark i det 38. minut. Efter pausen satsede Vodskov lidt mere for at få mindst det ene point med hjem, men Hirtshals slog contra allerede i det 53. minut med en flot dribletur af Dan Andersen, der selv scorede til 2-0. Det blev imidlertid ikke til de store åbne chancer til gæsterne og Hirtshals var flere gange tæt på 3-0 på contra-løb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...