Amt vinder miljøsag mod dambrugsejer

Retspleje 10. februar 2005 05:00

HOBRO:Dambrugsejer Erik Ugilt Hansen, Døstrup ved Hobro, der ofte er dømt i sager om fiskeproduktion i dambrug, tabte onsdag i landsretten en sag mod miljømyndigheden i Nordjyllands Amt. Et mangeårigt retsopgør om fiskeproduktion og miljø endte med, at Nordjyllands Amt vandt over godsejer Erik Ugilt Hansen, medlem af Landbrugsraadet for pelsdyravlerne. Amtet har flere gange fået dømt dambrugeren til at skulle betale store bøder for overforbrug af fiskefoder, som kan forurene de vandløb, fiskedammene har afløb til. Ugilt Hansen anlagde så sag mod amtet for at bruge forkerte målemetoder og forvalte forkert. Men Vestre Landsret frikendte altså onsdag amtet og dømte dambrugeren til at betale ikke mindre end 75.000 kroner i sagsomkostninger i stedet for at få en million kroner i erstatning, som han krævede. Miljødirektør i Nordjyllands Amt, Jes Lunde, udtrykker stor tilfredshed med dommen, efter at ansatte i amtet har været udsat for offentlige angreb fra dambrugeren. - Erik Ugilt Hansen er gået efter enkelte sagsbehandlere i amtet og har i pressen beskyldt dem ved navn for at fifle med resultater. Det har været belastende for dem, men vi har gjort, hvad vi kunne for at støtte dem, siger miljødirektøren. Han mener, at amtets arbejde med Erik Ugilt Hansen skal gøres op i årsværk, men understreger, at dambrugeren er i sin gode ret til at føre sag mod amtet og anke de domme, som falder. Erik Ugilt Hansen har tidligere fået en af de dyreste miljødomme i danmarkshistorien. Han blev i august sidste år i landsretten dømt til at betale 2,6 millioner kroner i erstatning og konfiskation af fortjeneste for overforbrug af foder. I november blev han igen dømt for overforbrug af foder og fik en bøde på 85.000 kroner ved byretten. Dommen blev anket. I april samme år fik Erik Ugilt Hansen en bøde på 375.000 kr. i bøde for ulovlig drift at et betonkummeanlæg på Skærdal Dambrug i Nørager. Byretsdommen er anket. Erik Ugilt Hansen var i møde onsdag eftermiddag. Han har tidligere sagt, at amtet har været med til at tegne et falsk billede af ham som en forurener. Sandheden er tværtimod, at han med et forsøgsdambrug har udviklet en teknologi, som betyder mindre forurening, påpeger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...