EMNER

Amtet er billig i administration

Orla Hav roser ansatte for økonomisk sans

NORDJYLLAND:Sammenlignet med andre amter er administrationen i Nordjyllands Amt billig i drift. Det viser nye nøgletal over samtlige amters administrationsudgifter. Mens administrationsudgifterne pr. indbygger i eksempelvis Fyns Amt er 890 kroner årligt, er de årlige udgifter i Nordjylland kun 675 kroner pr. indbygger. De 12 øvrige amter ligger mellem disse to yderpunkter. - Jeg tror det hænger sammen med, at vi her i Nordjylland ikke gør tingene mere bøvlet, end de nødvendigvis behøver at være, siger amtsborgmester Orla Hav (S). Æren for den forholdsvis billige administration tilskriver han først og fremmest medarbejderne, der efter hans mening er dygtige til at bruge pengene med omtanke. - Desuden er politikerne her i Nordjylland måske knapt så bureaukratiske som andre steder i landet. Vi har ikke behov for hele tiden at kontrollere, om vores administration gør arbejdet ordenligt, men overlader i stedet i høj grad ansvaret til vore ansatte i fuld tillid til, at de nok skal klare det. Hvis nogen skulle få den tanke, at de forholdsvis lave administrationsomkostninger i Nordjyllands Amt skulle være udtryk for stilstand, bliver det straks manet i jorden af Orla Hav. - Vi er meget langt fremme i skoene, når det gælder elektronisk handel og digitale projekter i det hele taget. Den slags koster også, selv om vi får en del i tilskud fra EU. Men på trods af disse projekter er vores administration altså billigere end de øvrige amters, konstaterer han. Amtsborgmesteren tilføjer, at administrationen i Nordjyllands Amt altid har været forholdsvis billig i drift. Så det er altså ikke noget nyt fænomen.