EMNER

Amtet støtter Vestermarkskolen

AARS:Nordjyllands Amts specialskole for elever med generelle indlæringsvanskeligheder har brug for mere plads til sine 51 elever. Det mener både skolens inspektør og amtets undervisnings- og kulturudvalg. - Vi er enige med skolen, om at der må gøres noget ved pladsproblemerne, siger Gunhild Bach, der er formand for udvalget. - Vi har et aktuelt tilbud fra Aars Kommune, der tilbyder at flytte undervisningen til byens Specialskole for Voksne. Lokalerne ligger lige ved siden af, og med til planen hører også et tilbud om at etablere nye lokaler til voksenskolen, som Aars Kommune så vil udleje til amtet. Det synes vi er en god løsning, siger Gunhild Bach. Men den udmelding får ikke champagnepropperne til at springe på Vestermarkskolen. - Vi kender det politiske spil, og det kan nå at ændre sig mange gange endnu. Men det er da et skridt på vejen, siger skolens inspektør Klaus Munch. - Det er nu op til Aars Kommune at strikke et forslag sammen, som forvaltningen kan tage stilling til. Og hvis det er godt nok, kan vi jo sådan set gå i gang så snart det skal være, siger Gunhild Bach og fastslår. - Jeg er i hvert fald fuld af forhåbninger om, at det nok skal lykkes.