EMNER

Amtet tabte i Jason-sagen

Forældre til 13-årig overvejer dog at anke

SØNDERHOLM/NIBE:Forældrene til 13-årige Jason Valsted skylder ikke Nordjyllands Amt noget efter et pinefuldt efterspil på forsøget på at hjælpe deres syge søn. Derimod har parret 16.000 kroner til gode. Sådan lød byrettens dom i går, og dermed slipper familien for at betale 23.000 kroner tilbage, som amtet gav dem i forskud på en behandlingsrejse til New York. Her skulle moderen i 2002 hjælpes til kunstig befrugtning, så parret kunne få et barn, hvis knoglemarv kunne helbrede deres dengang leukæmi-ramte søn. Pengene så forældrene som en forudbetaling, mens amtet så det som et lån, der skulle betales tilbage, og uklarheden om økonomien gjorde, at den dyre behandling blev afbrudt i utide i USA. Forældrene har afvist at skulle betale pengene tilbage og til gengæld forlangt turens regning på knap 80.000 kroner betalt af amtet. - Vi er glade for at have fået rettens ord for, at vi ikke skal betale. Men vi overvejer at anke. Vi vil gerne vise amtet, at sådan skal man ikke behandle borgere - for hvad sker der med det næste par, der står i vores situation, siger Jasons far, Flemming Valsted. Jason er i dag rask efter, at Rigshospitalet fandt en donor til rygmarven. Parterne har 30 dage til eventuelt at anke dommen.