Amtetsborgmesteren har masser af forståelse men ingen penge

Lokalpolitik 11. september 2002 08:00

LØKKEN-VRÅ: - Amtets økonomiske situation har ændret sig voldsomt, siden Løkken-Vrå Kommune, Hjørring Kommune, Vejdirektoratet og Nordjyllands Amt indgik aftale om af forlægge Vråvej. Det siger amtsborgmester Orla Hav (S). - Jeg kan godt erindre, at der som forudsætning for motorvejsbyggeriet blev etableret nogle aftaler, som gik på at få tilslutningsvejen til motorvejen. Der ligger jo en konkret aftale med Vejdirektoratet, Hjørring Kommune, Løkken-Vrå Kommune og amtet. Men man skal da ikke afskrive projektet på nuværende tidspunkt. Men det er klart, at vores økonomi ikke er, så vi kan rende rundt og slå ud med armene. Det kan man selvfølgelig godt skælde os ud for, men vi mener, at andre har lavet nye spilleregler for den amtskommunale økonomi - og dem burde man have i erindring, siger Orla Hav. Han tilføjer, at amtet i øjeblikket kæmper for at få de økonomiske ender til at nå sammen. - Og det er ikke let, understreger amtsborgmesteren. Orla Hav har forståelse for Løkken-Vrå Kommunes indvendinger og argumenter. - Repræsentanterne for Løkken-Vrå Kommue har argumenteret godt for deres synspunkter og på det objektive plan vil jeg også sige, at tilkørselsvejen til Løkken-Vrå Kommune fra motorvejssiden - og fra den gamle Hjørringvej - ikke er gode. Det er jeg nødt til at sige. Men derfra og til at sige, at jeg har en pose penge stående ved siden af kontorstolen - det har jeg ikke, tilføjer Orla Hav. - Jeg forstår godt argumenterne. Løkken-Vrå Kommune har lovet os dokumentation for, at tung trafik færdes på vejen, og at der derfor er behov for en bedre tilslutningsvej end den man har - alene på grund af trafikkens sammensætning, tilføjer Orla Hav. Når dokumentationen er klar vedlægges den sagen. Kommer vejen? Alene trafikbelastningen fra Vrå's to foderstofvirksomheder udgør ifølge Løkken-Vrå Kommune cirka 21.000 lastvognstog årligt. Herudover skal tillægges tung trafik fra Vrå Dampvaskeri, Mølbjergs Rugeri, Arovit med flere. - Denne dokumentation er selvfølgelig vigtig at få med i vurderingen. Men kommer vejen i 2003? - Det står ikke i vores budget, og jeg har ikke mulighed for at påtage mig ekstraudgifter lige nu. Kommer vejen i 2004? - Vi skal gøre os klart, at hvis ikke vi får vejprojektet realiseret inden 2006, når Vejdirektoratet er færdig med sit engagement i motorvejsprojektet, risikerer vi at miste direktoratets tilskud. Og så kommer vi til at finansiere vejen hundrede procent selv. Jeg har sagt, at det ville være at smide rabatmærkehæftet ud. Det er ikke hensigtsmæssigt - og det lys skal vi også se sagen i. Så hvis du kan gøre noget bliver det før 2006? - Det er helt oplagt - ellers er jeg bange for, at man må udskyde vejprojektet i en meget, meget lang periode, tilføjer Orla Hav. Er der slet ingen chance for at få vejen på budgettet for 2003? - Jeg tror ikke, at projektet bliver s t ind lige nu. Men man kan jo aldrig vide i en budgetlægning, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Humlen er, at vi mangler penge og vi ville meget gerne sige ja til mange flere ting. Men hvem har lavet de nye spilleregler - og hvem gjorde, at vi blev så meget fattigere efter den 20. november sidste år, spørger Orla Hav med klar adresse til regeringen. - Men i den konkrete sag har vi mulighed for at få staten til at medfinansiere noget i kraft af en gammel aftale. Så det kan jo kompensere lidt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...