Amtoft-købmand lukker

Godt 10 måneder efter åbningen af ny købmandsbutik i Amtoft kaster købmanden håndklædet i ringen

Der var glæde i Amtoft, da købmand Kim Sørensen (til venstre) og butiksbestyrer Niels Gade i november sidste år kunne byde indenfor i den nye købmandsbutik i Amtoft. Nu har Kim Sørensen meddelt, at fredag i denne uge er sidste åbningsdag. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Der var glæde i Amtoft, da købmand Kim Sørensen (til venstre) og butiksbestyrer Niels Gade i november sidste år kunne byde indenfor i den nye købmandsbutik i Amtoft. Nu har Kim Sørensen meddelt, at fredag i denne uge er sidste åbningsdag. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

AMTOFT:- Det er rigtig ærgerligt efter al det arbejde, som lokalbefolkningen har lagt. Men det er cool business. Der bliver handlet for lidt.

Det siger købmand Kim Sørensen, som har meddelt støtteforeningen bag købmandsforretningen i Amtoft, at fredag er sidste åbningsdag. Han kaster dermed håndklædet i ringen kun godt 10 måneder efter åbningen af Min Købmand-butikken i Amtoft.

Lukningen kommer som et chok for Ole Poulsen, formand for støtteforeningen, der først tirsdag fik besked om Kim Sørensens beslutning.

- Det er en katastrofe for byen, siger Ole Poulsen - der mener, at borgerne i Amtoft har været gode til at lægge en stor del af deres dagligvareindkøb i butikken, som åbnede 17. november sidste år - halvanden måned efter, at byens hidtidige købmand gennem 22 år, Benny Gade, lukkede sin butik.

Inden da havde et større antal frivillige lagt mange timers arbejde i at forvandle et tidligere autoværksted til købmandsbutik. Og der blev samlet 300.000 kr. ind til indretning og indkøb af inventar til forretningen.

Kim Sørensen erkender, at lukningen er blevet meldt ud med kort varsel.

- Men salget er styrtdykket gennem en længere periode. Der mangler en halv million i omsætning, siger Kim Sørensen - som også driver Min Købmand i Sennels.

Støtteforeningen indkalder til ekstraordinær generalforsamling 24. oktober.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.