Lokalpolitik

Amtsborgmester: Jeg klynker ikke

Regeringen har fjernet en række udviklings-muligheder

NORDJYLLAND:- Jeg vil gerne være med til at dreje på alle de håndtag, der kan gavne beskæftigelsen og udviklingen i Nordjylland. Men regeringen har altså fjernet mange af de håndtag, og så må det være min ret at gøre opmærksom på det. Amtsborgmester Orla Hav (S) føler sig ikke ramt, når politikere og erhvervsfolk fra Venstre i Nordjylland mener, at han og andre ledende socialdemokrater i landsdelen klynker for meget over udviklingen med nedskæringer og fyringsrunder. Det gjorde de i NORDJYSKE onsdag. - Vi klynker ikke, men vi giver en reel beskrivelse af situationen. Og det er en kendsgerning, at erhvervsministeren har fjernet en række fonde og puljer, der kunne fremme erhvervsudviklingen. Nogle af de fonde havde risikovillig kapital til ting, som var for usikre til bankerne, forklarer Orla Hav. Han peger også på, at turisterhvervet har mærket besparelserne: - Jeg synes, at Venstre mangler at erkende, at de penge og dermed nogle handlemuligheder er trukket væk. Samtidig er han bekymret, fordi regeringen ikke bruger de muligheder, der stadig eksisterer: - Når det kniber med beskæftigelsen, så må man gøre noget for at stimulere udviklingen. Sæt da for pokker gang i for eksempel den renovering af vores kloakker, som hele landet trænger til. Det er ikke nok at læne sig tilbage og så tro på, at markedet løser alting, siger Orla Hav. Tager imod udstrakt hånd - Det er også ærgerligt, at vi i Nordjylland kun kan få to tredjedele af de forskerbevillinger, andre universiteter får. Og det er dobbelt ærgerligt, når vi netop har gjort som i Finland og satset hårdt på det gode samarbejde om bestemte områder, mener amtsborgmesteren. Trods de knubbede ord understreger han, at han vil tage imod den udstrakte hånd, som Venstre-folkene kom med i deres oplæg: - Situationen i Nordjylland kalder på, at vi bruger alle gode kræfter.