Lokalpolitik

Amtspenge til Himmerlands teater

} DRIFTSAFTALE: Nordjyllands Amt har netop så godt som sikret det lille himmerlandske teater på havnen i Hobro endnu tre år frem i tiden. På økonomiudvalgets møde mandag blev et udkast til en ny tre-årig driftsaftale nemlig godkendt, og det vil sige, at teatret er sikret frem til 31. december 2009. Fra Nordjyllands Amt får Himmerlands Teater med den nye aftale tilkendt 575.000 kroner i tilskud i 2006, og økonomiudvalgets indstilling er nu sendt videre til godkendelse i amtsrådet. Fra Hobro kommune får teatret også et tilskud i nogenlunde samme størrelse - 600.000 kroner. Derudover støtter Teaterrådet med ca. 1 million kroner. Hobro Kommunes byråd godkendte på byrådsmødet i april at forlænge tilskudsaftalen med teatret. Et mindretal på to ud af 15 byrådsmedlemmer var dog parate til at sige nej, men ingen af de øvrige byrådsmedlemmer ønskede at følge deres indstilling og trække tæppet væk under det lokale teater. } PLADETYVERI: Virksomheden Quality Logistics på Benshøj Industrivej ved Sdr. Onsild har fået stjålet et parti rustfrie stålplader. De stod i et telt ved virksomheden. Tyveriet er sket inden for den seneste uges tid. } IVÆRKSÆTTERE: Tilskyndet af amtsborgmester Orla Hav har Hobro Byråds økonomiudvalg besluttet, at Hobro Kommune også i indeværende år skal give sit bidrag til driften af Nordjysk Iværksætter Netværk. Støtten bliver på to kroner pr. indbygger - ialt godt 30.000 kr. Staten støtter ikke længere rådgivning af iværksættere, og da danske kroner er en forudsætning for at få del i EU-midlerne har bl.a. en række nordjyske kommuner åbnet pengekassen. Politisk har man forinden rådført sig med erhvervschef Christian Janner Olesen, og i følge ham er det nordjyske iværksætter forum et stort aktiv.