Lokalpolitik

Amtspolitikere vil studere sundhed i USA

Op mod næsten en snes politikere og embedsmænd fra Nordjylland Amt skal næste år på studietur til USA. Rejsen kommer til at vare en uge. Målene er Boston og Seattle.

I første omgang var der lavet et foreløbigt program for amtets sundhedsudvalg, men siden har amtets økonomiudvalg, der har amtsborgmester Orla Hav (S) som formand udtrykt ønske om også at deltage. Både sundhedsudvalget og økonomiudvalget har nu godkendt turen. Orla Hav lægger vægt på, at sundhedsområdet også bliver vigtigt for de kommende regioner. Samtidig understreger han, at amtspolitikerne får mulighed for at hente viden, der kan gavne den regionale udvikling i Nordjylland. - De kommende regioner skal også arbejde med det erhvervspolitiske område, og på studieturen vil det erhvervspolitiske også være i focus. Programmet for rejsen giver mulighed for i større målestok end i Aalborg at opleve tæt samarbejde mellem universitet og sundhedsvæsen, og det er et område, som vi i Nordjylland gerne vil udvikle, siger Orla Hav. På sundhedsområdet skal deltagerne bl.a. høre om en model for behandlig og omsorg for kronisk syge. - Det er relevant, fordi der kommer flere og flere kronisk syge, og her bliver der mulighed for at hente erfaringer med hjem, siger formanden for sundhedsudvalget Karl Bornhøft (SF). 1. sektion side 7