Analyse: Flere anmelder vold - men mest på arbejdet

En analyse fra Nordjyllands Politi viser, at arbejdsrelateret vold er i kraftig stigning. Til gengæld er antallet af indbrud halveret siden 2009

Jesper Ramsing
Flere anmelder vold på jobbet. Modelfoto: Michael Bygballe
Kriminalitet 9. august 2018 08:29 - Opdateret 9. august 2018 14:37

NORDJYLLAND: Borgernes indsats mod indbrud har virket, og antallet af indbrud er nu halveret siden 2009. Men samtidig bliver der anmeldt 32 procent mere vold - og det er især arbejdsrelateret vold, der er i kraftig stigning.

Det viser Nordjyllands Politis lokalstrategiske analyse, som bliver offentliggjort torsdag.

Analysen er blevet udarbejdet hvert år siden 2015, og giver et samlet indblik i udviklingen inden for generel kriminalitet, men sætter også fokus på de udviklingstendenser og kriminalitetsmæssige udfordringer, som politikredsen forventer vil præge kriminalitetsbillede i det kommende år.

Og i år har Nordjyllands Politi altså stillet skarp på blandt andet det stigende antal voldsanmeldelser. Men det er ikke gadevold og værtshusvold, der trækker op. Vold i nattelivet er således halveret fra 2013 til 2017.

Hver tredje anmeldelse

Til gengæld anmelder flere vold i forbindelse med arbejdet - faktisk er hver tredje voldsanmeldelse arbejdsrelateret.

Det er dog ikke fordi, medarbejderne på de nordjyske arbejdspladser er begyndte at slå på hinanden. Det er især ansatte på bosteder og i politiet, der i højere grad bliver udsat for vold af borgere.

Men ifølge politidirektør Anne Marie Roum Svendsen er stigningen ikke et udtryk for, at samfundet er blevet mere voldeligt.

- Jeg tror overordnet set, at stigningen skyldes, at borgerne er blevet bedre til at anmelde det, samt at vi er blevet bedre til at registrere anmeldelserne. Der er kommet mere fokus på området, så man kan sige, at mørketallet er blevet mindre, siger politidirektøren.

- Men det ændrer ikke på, at al slags vold har store omkostninger for det enkelte menneske - og for samfundet. Så det er sager, som vi tager meget alvorligt, og som vi sætter ind på at få opklaret - så vi kan få stillet en gerningsmand til ansvar for ugerningen, siger Anne Marie Roum Svendsen.

Derfor vil Nordjyllands Politi sætte fokus på, hvordan man kan forebygge, at ansatte bliver udsat for vold på deres arbejdsplads.

Halvering af indbrud

Selvom Nordjylland de seneste år har været plaget af indbrudsbølger, så er der faktisk kun halvt så mange indbrud som i 2009. Og det skyldes i høj grad borgernes opmærksomhed, forklarer Anne Marie Roum Svendsen.

- Borgerne er blevet endnu mere årvågne, og samtidig virker nabohjælpen. Men indbrud er et fokus område hos os, og det vil det fortsat være, for vi ved, at hvis vi trækker os, så stiger antallet af indbrud igen, siger politidirektøren.

Blandt andet har politiet en forhåbning om, at finde frem til flere indbrudstyve end det er tilfældet i dag. I Nordjylland fører omkring 12 procent af indbruddene til en sigtelse af en mulig gerningsmand.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...