Sport

Analyse: Økonomisk stagnation sætter dansk idræt under pres

Mens støttekronerne i dansk sport er stagnerende, er den internationale konkurrenceevne stigende.

Triumfer som det danske VM-guld i håndbold er vigtig for dansk eliteidræt, fordi det samler folket, pointerer Team Danmark-direktør Lone Hansen.

Triumfer som det danske VM-guld i håndbold er vigtig for dansk eliteidræt, fordi det samler folket, pointerer Team Danmark-direktør Lone Hansen.

KØBENHAVN:Trods en beskeden medaljehøst var den danske konkurrenceevne i international elitesport i 2018 forbedret i forhold til 2017.

Sådan lyder en konklusion i den årlige resultatanalyse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan). Det skriver Team Danmark i en pressemeddelelse.

Den generelle fremgang i forhold til 2017 skyldtes mange danske placeringer i top-8.

Analysen vurderer dog også, at dansk eliteidræt på sigt kommer under pres både på den korte og lange bane.

Årsagerne til den svækkede danske konkurrenceevne skal findes i det faktum, at den internationale konkurrenceevne er stigende, fordi flere lander satser på eliteidræt.

Samtidig har Team Danmarks finansiering i mange år været stagnerende og endda tenderende mod et fald, skriver forfatterne Rasmus K. Storm og Klaus Nielsen.

Det er en udfordring, selv om Team Danmark i en årrække har haft et samarbejde med Salling Fondene, som har været med til at holde hånden under Team Danmarks muligheder for at investere i specialforbundenes elitearbejde.

Det påpeger Team Danmark-direktør Lone Hansen.

- Når vi taler med specialforbundene, er det dog tydeligt, at de mangler ressourcer til selve fundamentet i deres elitearbejde og ikke kun til nye udviklingsinitiativer, hvor vi har fået opbakning fra fonde.

- Det bliver vi nødt til at tage alvorligt, for ressourcer er et af de mest afgørende parametre for en nations muligheder for at vinde medaljer, siger Lone Hansen.

Hun påpeger, at den nylige danske VM-triumf i håndbold er et bevis på, at eliteidræt er vigtig for Danmark.

- De danske verdensmestre i håndbold formåede at samle Danmark på kryds og tværs af hele landet i et positivt fællesskab. Der er et fællesskab, som stort set kun eliteidrætten kan skabe.

- Den danske præstationsevne i international eliteidræt er virkelig værdifuld for Danmark og noget, som vi skal værne om. Derfor er det bekymrende, at den økonomiske opbakning til eliteidrætten er under pres, siger Hansen.

/ritzau/