ANALYSE: Velsmurt angrebsmaskine sendte Aalborg ud

Aalborg Håndbold fik aldrig forsvaret til at fungere, mener NORDJYSKEs håndboldekspert Anders Thomsen

Anders Thomsen
GOG løb i perioder Aalborg Håndbold ned. Foto: Martin Damgård
Aalborg Håndbold 3. februar 2018 17:29

HÅNDBOLD: Lørdag spillede Aalborg Håndbold semifinale i årets Final4 i Holstebro. En pokalturnering det nordjyske mandskab endnu ikke har prøvet at vinde. 2018 udgaven blev heller ikke Aalborgs år, da de tabte klart til GOG.

Kampen startede ud i et højt tempo, hvor begge hold fulgtes ad. Men Aalborg kunne ikke holde niveauet, og midt i første halvleg begyndte GOG at løbe fra dem.

Martin Larsen fik i starten af kampen scoret et par flotte mål, men han blev som første halvleg skred frem mødt af noget mere fysik fra GOG, og det var med til at sætte en stopper for Aalborgs angrebsspil, der igennem hele kampen havde store problemer. De spillede til tider alt for langsomt.

Forsvarsmæssigt havde træner Aron Kristjansson valgt at starte ud i et 5-1-forsvar. Det blev aldrig rigtig en succes, da GOG havde for let ved at spille sig igennem. Det var med til at give GOG en komfortabel 15-12 føring at gå til pause med.

I anden halvleg blev tingene aldrig rigtig bedre for Aalborg, der ikke havde nok fantasi nok rent angrebsmæssigt. Det var tydeligt, at Janus Smaráson ikke var helt klar fysisk, og det var en stor mangelvare for Aalborg.

Den manglende bevægelse gjorde det for nemt for GOG’s forsvar. En Smaráson i form kunne have bragt noget mere tempo ind i angrebsspillet, og det kunne have været med til at flytte mere rundt på GOG-forsvaret.

Nu venter der en bronzekamp søndag, som Aalborg skal prøve at hive sig op til, for det ville være fint at komme fra Final4 med en sejr i bagagen.

Tema: Aalborg Håndbold

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...