Udland

Analytiker: Frankrig ligner Spanien og Italien

De økonomiske udsigter for Frankrig minder nu mere om udsigterne for Italien og Spanien end for Tyskland.

Analytiker: Frankrig ligner Spanien og Italien

Det er ikke så sjovt at være franskmand, som det har været. Landet kan nemlig muligvis se frem til 10 år med lavvækst, hvis man tror på Danske Banks forudsigelser.

For økonomien følger ikke trop med Tyskland, som Frankrig ellers ofte bliver sammenlignet med. Derimod ligger landet mere på linje med Spanien og Italien, som er hårdt ramt af den økonomiske krise.

- Mens Tyskland ser ud til at være på vej ind i et økonomisk opsving, er Frankrig midt i en recession, der ser ud til at blive stadig dybere, skriver Pernille Bomholdt Nielsen, analytiker hos Danske Bank, i en analyse og tilføjer:

- På det seneste har nogle af nøgletallene for Frankrig endda været dårligere end de tilsvarende spanske og italienske tal.

Pernille Bomholdt Nielsen peger på, at der er flere grunde til de dårlige økonomiske udsigter.

- Frankrig har en svækket konkurrenceevne med et middelmådigt erhvervsklima, dyr arbejdskraft og et skatteniveau, der er blandt de højeste i Europa. Derudover fortsætter modvinden fra finanspolitiske opstramninger, konstaterer hun.

Analysen kommer kun dage efter, at Reuters kunne berette, at præsident François Hollandes popularitet er historisk dårlig.

Og ifølge Pernille Bomholdt Nielsen har præsidentens reformer heller ikke virket efter hensigten.

- François Hollande har gennemført reformer, som har til formål at forbedre konkurrenceevnen og den finanspolitiske holdbarhed, men de kortsigtede effekter på væksten ser ud til at være begrænsede.

- Nogle af reformerne går endda i den forkerte retning i forhold til at forbedre udsigterne for økonomien. Manglen på overbevisende reformer gør, at Frankrig risikerer at stå foran 10 år med lavvækst, konstaterer hun.

Torsdag meldte den franske regering ud, at den økonomiske stagnation og arbejdsløshed snart vil få konsekvenser for blandt andet direktørlønningerne i den private sektor.

Det har allerede ramt direktørerne i de statsligt ejede virksomheder, som har fået et loft på 450.000 euro i løn om året. Det svarer til godt 3,3 millioner danske kroner.

Talskvinden for den franske regering, Najat Vallaud-Belkacem, sagde torsdag til AFP, at der vil være en lov klar om private virksomheders lønninger før sommer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.