Erhverv

Analytikere: Direktørs farvel lægger afstand til hvidvasksag

Sagen om hvidvask i Danske Bank har klæbet til direktør Thomas Borgen, og nu kan banken så småt se fremad.

Thomas F. Borgen har haft sidste dag i Danske Bank. Han har været i banken siden 1996 og direktør fra 2013. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Thomas F. Borgen har haft sidste dag i Danske Bank. Han har været i banken siden 1996 og direktør fra 2013. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske Banks farvel til topchef Thomas Borgen er første skridt i en lang rejse mod at genskabe tilliden til banken, der har været i heftig modvind som følge af sagen om hvidvask i Estland.

Det vurderer flere analytikere, efter at Danske Bank mandag har udpeget den interne direktør Jesper Nielsen som midlertidig afløser for Thomas Borgen.

- Det sender et signal om, at det er tid til at komme videre så hurtigt som muligt og lægge afstand til hvidvaskskandalen. Thomas Borgen er blevet synonym med sagen, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet.

- Men sagen forsvinder ikke af den grund, og ingen glemmer, hvad der sket, siger han.

Samme vurdering kommer fra Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank.

- Det at få ny ledelse i banken er første skridt til at få sat punktum i sagen, selv om der er meget langt til det sidste punktum.

- Det vil være umulig at lægge sagen bag sig med den nuværende ledelse. Det er vigtigt at skabe tillid hos medarbejdere, kunder og aktionærer, siger han.

Det har på det seneste stået klart, at Danske Bank skulle finde en ny direktør, da Thomas Borgen varslede sin afgang i forrige uge i forbindelse med bankens egen redegørelse om sagen.

Danske Bank nåede frem til, at der var ført op mod 1500 milliarder kroner gennem bankens estiske filial i 2007 til 2015.

Banken erkendte, at en stor del formentlig var mistænkelige overførsler, og at den ikke havde været god nok til at dæmme op for tvivlsomme aktiviteter.

Per Hansen fra Nordnet påpeger, at den midlertidige løsning sandsynligvis er plan B, da det havde været optimalt at have Borgens afløser på plads.

- Danske Bank ville selvfølgelig allerhelst have præsenteret en endelig løsning, men det kan være et udtryk for, at bestyrelsen gerne vil købe sig lidt ekstra tid til at kigge på kandidater, siger Per Hansen.

Både Nordnet og Sydbank understreger, at Thomas Borgens afgang ikke ændrer på sagens alvor.

Myndigheder rundt i verden efterforsker sagen - herunder Danmark, Estland og Storbritannien - mens også de amerikanske myndigheder følger sagen tæt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst