Analytikere venter et nyt år med afmatning i dansk økonomi

Der er ikke udsigt til et egentligt kriseår, men den bedste tid i opsvinget er ovre, vurderer økonomer.

KØBENHAVN:Dansk økonomi taber fart.

Efter seks år med økonomisk opsving lakker det mod enden i 2020, vurderer en række analytikere. Det skriver Jyllands-Posten.

Danske Bank, Nordea og Finansministeriet regner med en økonomisk vækst i 2020 i omegnen af eller i underkanten af 1,5 procent. Sydbanks skøn er lidt lavere på 1,3 procent, mens Jyske Bank venter en vækst på 0,9 procent.

Det er på niveau med væksten i 2014.

Fra 2015 til og med 2019 har væksten ifølge bankerne og regeringen ligget mellem 2 procent og højdepunktet på 3,2 procent i 2016.

- Den bedste tid i dette opsving er forbi os, fastslår Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank, over for Jyllands-Posten.

- Den almindelige dansker vil ikke opleve 2020 som et kriseår, men det bliver et år, hvor vi glider ud af højkonjunkturen og mod en lavere vækst, siger han.

Bankerne regner alle med, at beskæftigelsen i 2020 ikke vil stige hurtigt nok, til at arbejdsmarkedet kan udnytte den nye arbejdskraft, der vil blive en del af arbejdsstyrken i Danmark.

Sydbank forudser derfor en stigning i ledigheden fra en bund på 3,7 procent i 2019 til 3,9 procent ved udgangen af 2020 og 4 procent i 2021.

- Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at opleve det som en afmatning, siger Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, til Jyllands-Posten.

Den nære fremtid i dansk økonomi ser dog mindre dyster ud, end den gjorde for godt en måneds tid siden - altså i slutningen af november.

Usikkerheden forbundet med den verserende handelskrig mellem USA og Kina og briternes exit fra EU truede med at trække danske virksomheders store markeder i Tyskland, Storbritannien og Sverige i tilbagegang.

Men ifølge Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, er der kommet mere ro på udsigterne for 2020.

Dels har det britiske valg i december, hvor premierminister Boris Johnsons parti fik en klar sejr, skubbet frygten for et kaotisk brexit i baggrunden.

Dels er en handelsaftale mellem Kina og USA i støbeskeen.

- Hvor man for et par måneder siden i bedste fald kunne håbe på en afmatning i 2020, er det nu meget mere afbalanceret.

- Vi har fået afklaring på nogle af de ting, som var trusler. Økonomien i Europa er ikke længere i frit fald, siger Las Olsen til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.