Anbefaling til EU-lande: Åbn de ydre grænser fra 1. juli

Virksomheder og turisme kræver åbne EU-grænser, og det bør ske gradvis fra 1. juli, mener EU-Kommissionen.

- Internationale rejser har stor betydning for turismen og for virksomheder - og for at familie og venner kan mødes, siger EU-kommissær Ylva Johansson.

- Internationale rejser har stor betydning for turismen og for virksomheder - og for at familie og venner kan mødes, siger EU-kommissær Ylva Johansson.

BRUXELLES:Europas ydre grænser bør delvist og gradvist åbnes efter 30. juni, siger EU-Kommissionen i anbefalinger til de 26 Schengen-lande.

- Internationale rejser har stor betydning for turismen og for virksomheder - og for at familie og venner kan mødes, siger EU's kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, i en skriftlig udtalelse torsdag.

EU-Kommissionen siger samtidig, at landene i grænsesamarbejdet Schengen bør hæve restriktioner ved de indre grænser fra 15. juni. Altså på mandag.

Den danske regering har ikke annonceret en fuld ophævelse af restriktionerne ved de indre grænser fra næste uge.

Kommissionen har - hidtil forgæves - forsøgt at få landene til at koordinere deres beslutninger om grænser. Det er nødvendigt, for at det indre marked fungerer efter hensigten.

EU-landene har heller ikke lyttet, når EU-Kommissionen har sagt, at de ikke må forskelsbehandle mellem egne statsborgere og andre EU-landes statsborgere ved grænserne.

Det hedder i anbefalingerne, at forbuddet mod ikke-nødvendige rejser til EU bør opretholdes til udgangen af juni. Det skyldes pandemien.

EU's stats- og regeringschefer blev på et møde 17. marts enige om at indføre et midlertidigt forbud mod alle ikke-nødvendige rejser til EU. Den beslutning var begrundet med, at man ville bremse spredningen af coronavirus.

Få dage forinden havde USA's præsident, Donald Trump, meddelt et forbud mod rejser fra Europa til USA.

EU-landene gik dog i strid med EU-Kommissionens ønske videre og lukkede også grænser internt i Schengen. Det gjorde også Danmark, som de seneste uger har iværksat en gradvis ophævelse af disse.

EU-Kommissionen mener ikke, at man er parat til at åbne grænserne mod alle tredjelande fra 1. juli.

En beslutning om at åbne grænser bør bero på faste "principper og objektive kriterier". Et af dem er sundhedssituationen.

Når anbefalingerne kommer nu, skyldes det ifølge kommissæren, at de nuværende anbefalinger for de eksterne grænser ville udløbe 15. juni.

- Vi mener, at det er for tidligt. Derfor anbefaler vi nu en forlængelse til udgangen af juni. Efter den dato vil vi skridt for skridt åbne op til nogle medlemslande, siger Johansson.

EU-Kommissionen lægger i anbefalingerne vægt på, at ophævelsen af restriktioner mod tredjelande bør ske koordineret og effektivt. Det er medlemslandenes beslutning.

Derfor lægges der op til, at EU-landene bliver enige om, hvilke lande man vil åbne for fra 1. juli. Denne liste skal så løbende revideres.

EU-Kommissionen anbefaler samtidig, at landene synkroniserer deres beslutning om at genoptage behandling af visum.

22 EU-lande deltager fuldt ud i Schengen-samarbejdet. Fire andre lande - Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein - er også med i samarbejdet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.