Lokalpolitik

Andelsboliger på Solsbækvej i farezonen

SÆBY:Det lille ejendomsfirma Ablocare forregnede sig tilsyneladende, da det købte percelhuset på Solsbækvej 96 med det formål at rive huset ned og erstatte det af rækkehuse af forskellig højde. Allerede i foråret 2004 forsøgte firmaet at få et møde med økonomiudvalget om et konkret byggeprojekt, som firmaet havde fremlagt. Men byggeriet levede slet ikke op til betingelserne i kommune- og lokalplanen, så firmaet blev nægtet "foretræde". Nu er firmaet på banen med et ændret projekt, men også det kan få svært ved at samle flertal i byrådet. Projektet omfatter 14 boliger - seks boliger i halvandet plan og otte boliger i et plan. Der vil i gennemsnit være 453 kvadratmeter grund per bolig. Ablocare mener, at projektet fremstår som et åbent byggeri med god afstand til naboerne. Det har dog hidtil været økonomiudvalgets opfattelse, at man ikke skal opføre rækkehuse i et typisk parcelhuskvarter, så projektet spås ikke gode chancer.