Anden sejr i træk til Terndrup

Serie 1-håndboldherrerne fra Terndrup fik anden sejr i træk, da de vandt ude over Vadum med 22-21 efter at have ført med 14-12 ved pausen.

De to hold fulgtes pænt ad gennem hele kampen, men med Terndrup som den førende med et-to mål undtagen lige til slut, hvor Vadum kom op på 21-21 med et halvt minut igen. Det lykkedes dog Terndrup at tage begge point, da de scorede fem sekunder før tid. Det var især Terndrups forsvar med Chr. Nellemann og Rene Palsgaard i spidsen, som lukkede godt af, og samtidig stod Morten Andersen en god kamp i målet. Målscorere for Terndrup blev Kenneth Jacobsen fem, Tue Pedersen og Karsten "Chick" Simonsen fire, Kasper Jørgensen og Rene Palsgaard tre, Kenneth Jørgensen to og Chr. Nellemann et mål.