Anden sejr på stribe til VFF
Vendsyssel FF slog HB Køge på Hjørring Stadion

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HJØRRING:For en uge siden slog de AB, søndag blev HB Køge besejret 2-1 af Vendsyssel FF i 1. division.
Sejren kom i hus efter en fornem anden halvleg af hjemmeholdet på Hjørring Stadion.
HB Køge bragte sig foran i det 15. minut, da Delphin Tshembes afrettede afslutning efterlod Sead Ramovic i VFF’s mål uden chance. Og så sluttede en første halvleg uden de store VFF-chancer 0-1.
Men VFF kom bedre ud til anden halvleg, og fik udlignet efter ti minutter, da gæsternes Jannik skov Hansen løb Michael Byskov ned i udkanten af eget felt, og dommer Henrik Overgaard dømte straffespark, som Buster Munk udnyttede med stor sikkerhed.
Herefter sad VFF klart på kampen og kom frem til flere chancer, før Rune Frantsen scorede til 2-1 i 79. minut. Indskiftede Micahel Nielsen flækkede en høj bold ind i feltet, hvor Rune Frantsen bankede til den og scorede med en flot first timer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.