Anderberg i tilbageblik

Vendsyssel Kunstmuseum viser stor retrospektiv udstilling af Tove Anderbergs keramikarbejder

Moder Jord. Foto: Axel Søgaard

Moder Jord. Foto: Axel Søgaard

Galleri - Tryk og se alle billederne.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I Vendsyssel Kunstmuseums lyse rum går Tove Anderberg rundt blandt endnu ikke helt færdigopstillede skulpturer. Her er vaser og relieffer fra 1970'erne og frem. - Jeg plejer at have et neutralt forhold til mine egne ting. Jeg ser dem jo blot som en lang udviklingsproces, men denne gang er det anderledes, siger Tove Anderberg om de mange skulpturer fra 1970'erne. - Jeg har de seneste år lavet mange relieffer, så jeg føler en slags ømhed over at se mine ting igen. De er som små børn for mig. Det er sikkert et alderdomstegn. Tove Anderberg griner. Hendes kommende 70 års fødselsdag i februar ser nu ikke ud til at trykke. Tove Anderberg forklarer beredvilligt om sine mange skulpturer på Vendsyssel Kunstmuseums store retrospektive udstilling, som åbner søndag og løber til 1. april. Værkerne spænder fra 1970'erne og til i dag. Gennem et større detektivarbejde i en stor del af 2011 fik Tove Anderberg gravet mange privatejede skatte frem til udstillingen. Nu står de der så i en udstilling, som er delt tematisk op. Værker med inspiration fra hav og strand i ét rum, værker med inspiration fra landskaber i et andet, værker med inspiration fra blomster og frugter i et tredje og endelig inspiration fra mennesker og et rum til store formater. Her befinder sig blandt andet store keramikrelieffer og store krukkeskulpturer. Relieffet på endevæggen i det største rum bærer titlen "Landsbyen" og er en sammenhængende række relieffer. - Jeg elsker lader og gavle, siger Tove Anderberg om inspirationen til reliefferne. - I gamle dage var laderne jo tæt bygget ved siden af hinanden. Derfor hænger reliefferne sammen. Farveskalaens 18 farver er hentet fra en af Tove Anderbergs favoritdestinationer: Færøerne. Ny Carlsbergbergfondet hat købt relieffet til ophængning i Engelundsamlingen i Vrå. Fra sit værksted i Hammer Bakker, drager den Aalborgfødte kunstner ud i naturen. Hun går i mark og skov og til stranden, hvor hun observerer, samler ting op eller fotograferer. De fundne naturformer er inspirationskilder, som hun må have med hjem, men aldrig kopierer direkte i sine værker. Kun meget indirekte, men umiskendeligt, glider disse rariteter, som hun kalder dem, over i leret og i glasuren. På museet er et rum ovenpå viet til disse rariteter. - Min inspiration kommer fra naturen. Jeg prøver ikke på at lave noget "fancy", siger Tove Anderberg. Også mennesker inspirerer hende. Efter et møde med nu afdøde modeskaber Erik Mortensen fra Frederikshavn blev hun slået af hans elegance. En opslået krave på hans frakke vandrede over i Anderbergsk version over i en stor krukkeskulptur med titlen Klassiske Elegance, som til daglig hører til på Trapholt i Kolding. - Jeg blev inspireret af hans bevægelser og hans opførsel. Det kunne have været krukket, men det var det ikke, siger Tove Anderberg. - Til gengæld har jeg aldrig haft sådan en kamp med en skulptur som med "Klassisk Elegance". "Klassisk Elegance" var i begyndelsen ikke meget for at leve op til sin titel. - Til sidst var jeg nødt til at pakke den ind i en dundyne og lade den stå et par dage. Dynen trak tilstrækkeligt fugt ud af leret, så jeg kunne arbejde videre og gøre den færdig. Tommerup Teglværk på Fyn er stedet, hvor de store relieffer brændes. Det store relief i rødt baseret på blade er inspireret af et dødsleje, som Tove Anderberg sad ved. Den døende sagde om sit livs forløb: Var det det? - Jeg kom straks til at tænke på valmuen, hvis blad man jo ikke kan tage med ind, uden at et kronblad falder af. Blomsten mindede mig om situationen. (Værket hedder "Livets flygtighed".). Det gælder om at leve livet hvert sekund. - Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, hvor svært det er, det jeg har gjort. Jeg har jo levet af mit arbejde og forsørget to børn, siger Tove Anderberg. - Det betød, at jeg ikke har haft tid til et socialt liv ved siden af. Jeg skulle jo koncentrere mig om at få en indtægt. Tove Anderberg bliver dog ikke en af dem, som ender livet med at sige "Var det så det? - Nej overhovedet ikke, siger hun og griner. - Livet er "great". De udstillede skulpturer underbygger til fulde den holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.