"Anderledes" med mange gode indslag

Vrå Amatørteaters børne og ungdomsforestilling har ramt hovedet på sømmet

VRÅ:Kun cirka halvt så mange, som salen kan rumme, overværede lørdag eftermiddag premieren på revyen "Anderledes" i Hønsehuset på Børnenes Jord. Men de, der var mødt frem, fik en forestilling med stor humor og megen ironi. 17 børn og unge fra Vrå Amatørteater var på scenen, hvor de opførte forskellige sketches og sange, der alle handler om at falde uden for fællesskabet eller normen - at være anderledes . - Selvom man er noget for sig selv, skal man være sig selv alligevel, lød noget af teksten og budskabet i den sang, som revyholdet lagde ud med. Derefter gik det slag i slag med de i alt 22 forskellige indslag. Der var sangen om pigen, der savner, at hun ikke må få bøjle på tænderne og sketchen om en søndagsudflugt, hvor alt skal være som det plejer, og det skaber stor frustration for især moderen i familien, at et andet par end det sædvanlige sidder på rastepladsens bænk. Man kunne også observere børnene på spejderlejr, der kommer til at tale om, at deres forældre er skilt og hende, hvis forældre stadig holder sammen, bliver skubbet ud af fællesskabet og ender med at måtte sove i et telt for sig. Der var også skrevet digte af nogle af revyholdets medlemmer til emnet, og de blev læst op undervejs. I øvrigt kunne man opleve indslag om skilsmisse, utroskab, de seje og de kiksede, indtil revyen efter en god times tid sluttede af med, at vi jo allesammen kan noget. Revyen indeholdt flere end de nævnte eksempler på pudsige drejninger, hvor det at gøre det sædvanlige til det anderledes var med til på en eller anden måde at gøre det mere tankevækkende og måske få det til at blive lidt længere i hukommelsen. I hvert fald frembragte forestillingen latter og klapsalver fra et begejstret publikum. De 17 børn og unge fra amatørteatrets børne- og ungdomsafdeling har øvet stykket siden efterårsferien under vejledning af instruktørerne Lisbeth Bak og Mari-Ann Simonsen. Og der er endnu to muligheder for dem, der har lyst til at se stykket ved selvsyn. Det opføres nemlig igen i aften og i morgen aften også.