Anders Due har skrevet under med ny klub

Den tidligere AaB’er skal også spille i landets bedste række i den kommende sæson

Anders Due fortsætter i FC Vestsjælland. Arkivfoto: Lars Pauli

Anders Due fortsætter i FC Vestsjælland. Arkivfoto: Lars Pauli

SLAGELSE:FC Vestsjælland har forstærket sig til den kommende sæson i Superligaen. Fodboldklubben fra Slagelse henter midtbanespilleren Anders Due på en treårig kontrakt. Han kommer på en fri transfer fra AaB.

Her har Anders Due været i seks et halvt år, fraset et halvt år som lejesvend for FC Nordsjælland.

Venstrebensspilleren er ikke mindst kendt for sine præcise frispark, som han blandt andet stillede til skue for den europæiske fodboldverden i efteråret 2008.

Et mindeværdigt mål

I Champions League-kampen hjemme mod Villarreal stod Anders Due for en mindeværdig udligning til 2-2 direkte på frispark, hvilket sikrede AaB det ene point.

I april meddelte AaB, at parterne var blevet enige om at ophæve samarbejdet ved slutningen af den nu overståede sæson.

Både i 2008 og i år var Anders Due med til at gøre AaB til dansk mester, men han havde i perioder af sit ophold i Aalborg svært ved at tilspille sig en fat plads på AaB-holdet. Blandt andet derfor var han i efteråret 2010 udlejet til FC Nordsjælland.

Kendt i Nordsjælland

32-årige Anders Due kommer fra Nykøbing Falster, men det danske fodboldpublikum lærte ham først for alvor at kende, da han repræsenterede FC Nordsjælland i 2005/06-sæsonen og brød igennem i Superligaen.

I 2006 spillede han tre kampe for ligalandsholdet, hvor han scorede et mål.

Fra sommeren 2006 havde han et ophold som udlandsprofessionel hos hollandske Vitesse, inden turen fra begyndelsen af 2008 gik hjem til dansk fodbold og AaB.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.