Sikkerhedspolitik

Anders Fogh mod folkestemningen

ANALYSE:Kamp mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at være med bag udenrigs- og sikkerhedspolitikken Folketingets behandling af regeringens forslag om dansk deltagelse i Irak-krigen, ændrede ikke noget undervejs. Det var heller ikke ventet, efter at regeringen fra starten havde et flertal med Dansk Folkeparti. Regeringen ændrede tidligt sit udspil om et dansk bidrag, så det blev på en ubånd og en korvet, men uden de elitesoldater, som var med i første udkast. Det skete i et forsøg på at få Socialdemokratiet og de radikale med i flertallet, har regeringen forklaret. Den reelle forklaring er formentlig den politiske risiko ved at få udsendte hjem i kister i en situation, hvor et stort folketingsflertal ikke står bag beslutningen om krigen. Politisk skal der i den kommende tid lappes en del, hvis det brede flertal bag Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik skal genetableres. Socialdemokratiet og de radikale ønsker ikke at stå uden for, og regeringen har flere grunde til at få det brede flertal genetableret, blandt andet for at mindske afhængigheden af Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti signalerer på sin side absolut ulyst til at lukke Socialdemokratiet og radikale ind. Dansk Folkeparti har foretaget en markant kovending. Det ville ikke være med i Kosovo, men er nu endog parat til at acceptere dansk deltagelse i militære EU-aktioner, hvis forbeholdet fjernes. Det er bemærkelsesværdigt, at partiet kan foretage kovendingen i ro. Gevinsten er, at partiet nu bærer udenrigs- og sikkerhedspolitikken igennem med regeringen. Hvis Socialdemokratiet og de radikale hurtigt igen bliver en del af flertallet, synes nogle i Dansk Folkeparti måske, prisen for at komme ind i varmen var for høj. Socialdemokratiet holder foreløbig den interne uenighed under låg. Nogle havde foretrukket en tilslutning til regeringens linje, men tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup, der mest markant talte for denne linje, er ikke længere medlem af folketingsgruppen. I gruppen er rebellerne, hvis man kan bruge udtrykket i denne forbindelse, måske blevet dysset i søvn af udenrigsminister Per Stig Møllers (K) mange udtalelser om det vigtige FN-spor. De troede, det automatisk ville bringe regeringen og Socialdemokratiet til en fælles beslutning. Det troede formentlig mange. Nærlæst er udenrigsministeren udtalelser de sidste par måneder tilpas uldne til, at han ikke kan hænges op på noget, men han gjorde ikke noget for at rive andre ud af troen på, at FN-sporet krævede en ny beslutning. Han troede det måske også selv. Hovedlinierne i udenrigspolitikken fastlægges ikke i Udenrigsministeriet, men i Statsministeriet, som det var tilfældet i lange perioder under forgængeren. Forude ligger kampen om vælgerne. Beslutningen om deltagelse i Irak-krigen er upopulær hos et flertal af de danske vælgere. Det er ikke nok, at regeringen er i overensstemmelse med flertallet af sine egne vælgere. Den skal have flertallet af befolkningen med sig. Én ting er regeringen og specielt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fri for i disse dage: Påstanden om, at den alene handler ud fra, hvad der er populært. En meningsmåling, der viser næsten 60 procents modstand mod krigen blandt vælgerne, må kaldes et massivt budskab at gå imod.