Udland

Anders Fogh Rasmussen besøger Sydkorea

I kølvandet på den tilspidsede situation på den koreanske halvø besøger Nato's generalsekretær Sydkorea.

Anders Fogh Rasmussen besøger Sydkorea

Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, besøger Sydkorea fra 11. til 13. april.

Det oplyser Nato til nyhedsbureauet AFP.

Generalsekretærens besøg kommer midt i den yderst tilspidsede situation på den koreanske halvø.

Nordkorea har den seneste tid gang på gang spillet med de militære muskler, og retorikken fra det kommunistiske styre i Pyongyang er blevet intensiveret dag for dag.

Det nordkoreanske styre meddelte således i påsken, at det nu er i "krigstilstand" med Sydkorea.

Og onsdag i sidste uge sagde det nordkoreanske militær, at det har fået endelig bemyndigelse til et "nådesløst" angreb på USA, der kan involvere atomvåben.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagde tidligere tirsdag, at situationen mellem Nordkorea og Sydkorea er yderst alvorlig og kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis der ikke snart falder ro på.

- Den nuværende spænding er meget farlig. En lille hændelse på grund af en fejlvurdering eller en fejlbedømmelse kan skabe en ukontrollerbar situation, sagde Ban Ki-moon under et officielt besøg i Rom.

Nato understreger dog, at Fogh's besøg har været planlagt i længere tid og er derfor ikke styret af de tilspidsede spændinger mellem sydkoreanerne og nordkoreanerne.

Efter sin tredages tur i Sydkorea rejser Anders Fogh Rasmussen videre til Japan.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.