Anders har truffet sit valg

27-årige Anders Broholm genopstiller ikke næste gang efter to kiksede forsøg på at komme i Folketinget

Hans Christensen
Anders Broholm pakker bilen og foretager en brat U-vending. Kursen er ikke længere Christiansborg. Nu gælder det lokalpolitik og undervisningen på Frederikshavn Gymnasium. Et kanonvalg var akkurat ikke nok til en plads i Folketinget, og næste gang må
Ungdomsuddannelser 18. september 2011 06:00

- Nej, jeg stiller ikke op igen. Frederikshavn har behov for en borgerlig politiker på Christiansborg, og efter mine to forsøg må det være tiden, at en anden får chancen. Han siger det uden antydning af bitterhed i stemmen og smiler som havde han lige scoret en fræk aftale med valgnattens dronning, Johanne Schmidt-Nielsen. Dagen derpå Det er dagen derpå. Anders Broholm og Rasmus Dahl Lykke Jensen, en af mange trofaste hjælpere, er ude og kravle i lygtepæle. 900 valgplakater med Anders Broholms glade ansigt og insisterende blik skal pilles ned - og arkiveres lodret. Vi møder dem på strøget i Dronninglund, hvor Anders Broholm i tre uger har dinglet i lygtepælene på strategiske steder: Ved gymnasiet, ved supermarkedet - og uden for fagforeningen 3f's hovedkvarter ... Slået på målfoto Humøret er højt, selv om blå blok mistede regeringsmagten til de røde - og selv om Anders blev slået på målfoto af partifællerne Birgitte Josefsen og Preben Bang Henriksen. Sidstnævnte fik faktisk færre personlige stemmer end Broholm, men aalborg-advokaten fik flere listestemmer i den langt større Aalborgkreds og snuppede Venstres femte og sidste nordjyske mandat. Ingen bitterhed Surt show og no cigars, skulle man mene, men Anders Broholm ligner alt andet end en taber. - Sådan er gamet. Jeg har haft et kanonvalg og en fantastisk opbakning. - Det har været rigtig sjovt, men også hårdt. Ikke kun de sidste tre uger. Som kandidat til Folketinget er der store forventninger til dig, og det kræver usandsynligt store resurser. - Du skal deltage i en masse arrangementer og møder, forberede kampagne og strategi. I år har jeg givet den fuld skrald, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan få et bedre valg. - Men det var altså ikke nok. Heller ikke denne gang, siger Anders Broholm og sakser endnu en plakat. Populær underviser og kollega I år lagde han godt 2.000 stemmer oveni de 3800, han fik ved valget i 2007 - og det er ikke kun blandt de lokale vælgere, han er populær. - I tre uger har jeg hørt på kolleger, der har sagt, at de håbede, jeg ikke blev valgt, smiler Anders, der nu vil koncentrere kræfterne om jobbet som lærer på gymnasiet - og pladsen i byrådet. - Dér er der jo nok at tage fat på - selv om det hele bliver meget lettere nu, hvor "de røde" har fået regeringsmagten. Jeg ser frem til at se Paul Rode og Erik Sørensen trille ind i byrådssalen med en trillebør fyldt med penge. Det er den eneste trøst i sorgens stund, griner Anders Broholm, mens hans gamle VU-kammerat løfter ham op i næste lygtepæl. Borgmesterkandidat? Men hvor langt rækker ambitionerne så i byrådet. Ser vi en Anders Broholm som Venstres spidskandidat? - Nej nej. Lars Møller er Venstres borgmester. Og det er jeg fuldstændig sikker på, at han også er ved næste valg. Ham bakker jeg op om, siger Broholm, der i år havde valgplakater fra Hals til Skagen - og 15 store bannere ude i åbent landskab. Hvor meget hans valgkampagne har kostet, vil han ikke ud med. - Jeg haft et af de mindste budgetter. Til gengæld har 20 VU'ere knoklet benhårdt for mig dag og nat. Det er jeg stolt af, siger valgets storsmilende taber.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...