EMNER

Anders klar med nye cykler

Folk vil gerne betale for en god cykel, siger Anders Madssen

BROVST:Det passede som fod i hose: På den rigtig dejlige forårsdag i går slog cykelsmed Anders Madssen døren op til sin nye cykelforretning i Østergade i Brovst. Nye cykler hører nemlig foråret til. - Selv om vi selvfølgelig sælger cykler hele året rundt, så er april og maj de helt store måneder for en cykelhandler, siger Anders Madssen. Han åbnede butikken for et par år siden og har nu udvidet. Det har givet plads til nye varer på hylderne, og det er ikke af vejen, for Anders Madssen mærker en betydelig interessse for kvalitetscykler. - Folk stiller større og større krav til kvalitet. Og kunderne er også parate til at åbne tegnebogen for kvalitetsprodukter, fortæller han. Ud over cykler sælger Anders Madssen også scootere, som er blevet lidt af et hit de seneste år. - Scooterne er utroligt populære. Det er folk lige fra 16 år og op til 70, der køber de populære køretøjer, siger Anders Madssen. Det er både de såkaldte 45-scootere, som kæver kørekort til bil, og scootere, som alle med knallertkørekort må køre. I den motoriserede afdeling har Anders Madssen også et udvalg af plæneklippere og motorsave.