Fodbold

Anders Lindegaard skal stå mod Island

Thomas Sørensen er ude af kampen mod Island

Det var en overraskelse, da Anders Lindegaard blev indlemmet i truppen til kvalifikationskampen mod Island, men overraskelserne stopper ikke der. Thomas Sørensen er blevet skadet i landsholdslejren og er rejst retur til England for at modtage behandling, og det betyder, at Anders Lindegaard starter inde mod Island. Lindegaard fik aldrig succes i OB og skiftede derfor videre til norsk fodbold og Aalesund, og her er han kommet gevaldigt i søgelyset, fordi han angiveligt er udset som kommende keeper i Manchester United. FC Midtjyllands Jonas Lössl er blevet indkaldt som reserve, fordi det normale andetvalg, Stephan Andersen, tidligere har meldt afbud. Thomas Sørensen har døjet med sin albue under hele træningsforløbet frem mod tirsdagens kamp. Han har skånet sin albue, men deltog uden problemer i mandagens afsluttende træning. - Jeg havde deltaget fuldt ud i den afsluttende træning, og mærkede intet til den tidligere skade i albuen. Og jeg gik faktisk fra træningsbanen med en lettelse, fordi alle spekulationerne om min deltagelse var overstået, siger han i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union. - I løbet af eftermiddagen begyndte jeg at få ondt, og albuen hævede op. Der er måske tale om en infektion, og jeg er derfor på vej hjem til Stoke for at blive skannet og fortsætte behandlingen der, siger han. - Jeg er utrolig skuffet. Jeg ville rigtigt gerne have været med til at starte på denne nye kvalifikationsturnering, men ønsker holdkammeraterne og trænerne alt mulig held og lykke i aften, siger han videre. Kampen mod Island fløjtes i gang klokken 20.15.