Anders Nielsen klubmester i HHG

Golf 18. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Otte timers golfspil afgjorde finalen i Han Herreds Golfklub om årets klubmesterskab, og det blev vundet af Anders Nielsen, Fjerritslev, der blev den bedste af de fire finalister, der kvalificerede sig til slutspillet. De tre øvrige var Kent Nielsen, Klim, Per Hedegaard, Slettestrand, og Søren Jensen, Fjerritslev. De indledte dagen med parvis hulspil, og allerede her gjorde Anders Nielsen sig suverænt bemærket, idet han efter 15 huller kun lå et slag over banens par, eller væsentligt bedre end sit handicap. Resultatet af denne første runde blev, at Anders Nielsen og Kent Nielsen gik videre til finalerunden over 18 huller. Her steg spændingen, og det påvirkede også spillets kvalitet, som ikke var så overbevisende som tidligere på dagen. Anders Nielsen lagde sig hurtigt i front, men blev indhentet, og afgørelsen stod først ved 18. hul, efter at de to kombattanter havde spillet lige op både ved hul 16 og 17. Det gik imidlertid galt for Kent Nielsen, der sendte bolden ud i det høje græs bag et fyrretræ. Den havde han vanskeligt ved at grave ud igen, og han måtte bruge fire slag for at få bolden i hullet, mens hans modstander klarede det på tre. Den lange dyst blev rundet af med fest i klubhuset, hvor også 40 deltagere i en sideløbende handicapturnering var med, og hvor mestrene i alle rækker blev hyldet, selvfølgelig inklusive dagens klubmester.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...