Ishockey

Frans Nielsen på tavlen - Andersen skudt i sænk

Blandet nytår for danske spillere i NHL

Pittsburgh Penguins’ målmand, Matt Murray, får sig en tår vand, efter at Frans Nielsen har passeret ham og fejrer med sine holdkammerater. Foto: /ritzau/AP/Jose Juarez

Pittsburgh Penguins’ målmand, Matt Murray, får sig en tår vand, efter at Frans Nielsen har passeret ham og fejrer med sine holdkammerater. Foto: /ritzau/AP/Jose Juarez

ISHOCKEY:Den danske veteran Frans Nielsen bragte sit hold, Detroit Red Wings, afgørende foran i kampen mod Pittsburgh Penguins i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Detroit vandt kampen 4-1, efter at Nielsen havde bragt holdet foran 3-1.

Nielsen blev i anden periode spillet helt fri i dybden, hvor han med en skudfinte elegant fik sat Pittsburghs målmand Matt Murray ud af spillet, før han lagde pucken i nettet.

Detroit Red Wings er efter en svag sæsonstart måske ved at finde formen, og holdet er så småt ved at skabe kontakt til midterfeltet i Eastern Conference. Detroit har 38 point for 37 kampe.

Der blev også spillet andre steder i NHL natten til mandag.

Danske Frederik Andersen kom på glat is, da Toronto Maple Leafs tabte 3-6 til Vegas Golden Knights.

William Karlsson blev den store oplevelse i kampen. Vegas’ svenske forward lavede tre scoringer - det første hattrick nogensinde for Vegas Golden Knights, der spiller sin første sæson i NHL.

Holdet fra spillebyen har vundet syv kampe i streg og ligger nummer et i Western Conference.

Frederik Andersen lavede 25 redninger på 30 forsøg i kampen, før han i kampens døende sekunder blev pillet ud, så Toronto kunne sætte en ekstra angrebsspiller på isen.

Det var andet nederlag i streg for Toronto. Holdet ligger dog stadig godt til i Eastern Conference med 48 point for 40 kampe.

Nikolaj Ehlers kom ikke på pointtavlen, da Winnipeg Jets vandt 5-0 ude mod Edmonton Oilers. Winnipeg har 50 point for 39 kampe i toppen af Western Conference.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst