Andersen som billedkunst

Vrå udstillingens kunstnere er blevet indbudt til at vise værker, der fortolker eller er inspireret af H. C. Andersen. Tolv kunstnere tog imod tilbudet.

De griber det an på hver sin måde. Nogle har nyfortolket egne værker ved at udvælge værker fra depotet, der var relevante. Det viser, at de før er blevet inspireret af eventyrdigteren. Andre har lavet nye værker til lejligheden. Udfoldelse af sprudlende fantasi er et kendemærke. Vi ser for første gang værker på en udstilling af Tove Anderberg, der ikke er keramik. Hun har lavet nogle særprægede værker, med indbygget lys bag klare acrylplader, hvorpå hun har limet løvblade, grannåle, kronblade og andet naturmateriale. Billederne lyser klart i rummet. Det virker let, poetisk og vægtløst, som hendes keramik gør det. Jane Balslev har med akvarel malet den lille pige med svovlstikkernes afbrændte tændstikker i lyse pastelfarver. Poul Skov Sørensen viser nogle fremragende koldnålsraderinger. Motiverne er fra Rom, hvor H. C. Andersen jo også har været. Søren Elgaard udstiller et blankpoleret metalhoved, der står på et gammelt fotografi af H. C. Andersen og et ark med skriftprøver. Når man ser på værket, spejles tingene og betragteren i hovedets blanke overflade. Elgaard er en mester i spejlinger. Han har også malet dette motiv dels i kraftige farver og dels i sort-hvidt. Malerierne hedder: Spejling i ansigt, mens installationen kaldes: Spejlende hoved. Poul Anker Bech viser fire malerier. Fantasien i billederne står ikke tilbage for H. C. Andersen. Vi ser en græssende ko på havets bund, hvor vi leder efter havfruen. En higende grønthøster på en sky af græstørv ses også. I et andet billede bliver moppen begravet af børnene midt på en moderne, ren bygmark. I forgrunden ses en dyster sæk med nogen indeni. Der er en, der har hjertesorg over, at blive holdt udenfor. Jette Debois har malet et maleri med et vildnis af farver. Tommelise findes et eller andet sted derinde. Bente Linnemann har derimod malet hende ganske synligt med sommerfuglen. Helga Exner fabulerer smukt og stemningsfuldt over melankoli og kærlighed i en kombination af smykker og maleri. De røde sko er også med. Henrik Have viser dem i et maleri. Det samme gælder manden med leen. Dem har vi set før, så Have er før blevet inspireret af eventyr. Kirsten Dufour har lavet en tankevækkende installation. Hendes røde sko står på en sokkel som et klenodie. På væggen bagved har hun opklæbet 24 breve, som hun har modtaget fra mennesker. Hun har åbenbart opfordret folk til at skrive om deres personlige forhold til deres ynglingssko. Det er der kommet en masse små eventyr ud af. Der står stemplet: Quo vadis med rødt på alle brevene. Skolebørn har set udstillingen. De var så inspirerede, at de lavede tegninger, kollager og andre kunstneriske udfoldelser over temaet. Deres arbejder kan ses på udstillingen fra lørdag til udstillingens afslutning 6. november. Ja, H. C. Andersen betyder en del for os alle. Vrå-udstillingen og H. C. Andersen Kunstbygningen i Vrå Til 6. November