Andersens nordjyske rundrejse

DAGBOG "H. C. Andersens dagbog fra en rejse i det nordlige Jylland 1859" I sit forord til dette upaginerede og ukommenterede brudstykke af H. C. Andersens dagbøger fortæller forfatteren Knud Sørensen om rejsen til Vesterhavet og Skagen, som Andersen selv kaldte den, men den førte ham dog videre omkring. Han når i begyndelsen af juli 1859 frem til Nørre Wosborg og fortsætter herfra til Fjaltring, Lemvig, Struer, Thisted og Aalborg. Herfra fortsætter han til Børglum, Hjørring, Frederikshavn og Skagen og returnerer så via Frederikshavn og Aalborg til Randers, som han når den 26. august. Ved læsningen af dagbogen noterer man sig, at Andersen er en flittig brevskriver. Utallige er de breve, han skriver, og selv er han en postglad mand. Dernæst konstaterer man hans evindelige selvkredsen om helbredet. Snart har han svie under armhulerne, snart lider han af snue, snart føler han sig hjertesyg, snart sveder han, så "Vandet rislede ud af mig. Hele Sengen flød.", og snart har han ondt i halsen. Faktisk er der altid et eller andet i vejen med ham, om ikke andet går han i angst for at blive angrebet af kolera. Men så snart han er oppe og sammen med andre mennesker, er han parat til at læse op, om end han om aftenen så selvmedlidende konstaterer, at han blev træt af det. Og hans evne til at opleve natur og miljøer er usvækket. Hans beskrivelser fra de byer, han besøger, er intense og friske, og han vurderer også gerne de mange honoratiores, han opsøger på sin rejse. Han elsker at blive hyldet. I Hjørring er han faktisk træt og mødig ved at gå i seng og irriteres lidt, da han får at vide, at der vil blive sunget en hyldestsang for ham i haven, men aftenen bliver en stor oplevelse for ham. Han glemmer i den slags situationer alt om sine hypokondriske tendenser. I øvrigt kom der ud af denne rejse "Jylland mellem tvende Have". Der nævnes et utal af personer i dagbogen, og her havde et noteapparat været på sin plads. Jens Hennebergkultur@nordjyske.dk "H. C. Andersens dagbog fra en rejse til det nordlige Jylland 1859" Upagineret, pris ej oplyst. Limfjordsegnens Litteratur Samvirke.