Coronavirus

Andet stik med Pfizer-vaccine kan nu fås en uge tidligere

Et mere smidigt booking-system gør, at man nu kan få andet Pfizer-stik blot tre uger efter første stik.

Der behøves nu kun kun tre uger mellem første og andet stik af Pfizer-vaccinen. (Arkivfoto)

Der behøves nu kun kun tre uger mellem første og andet stik af Pfizer-vaccinen. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det er nu muligt at få sit andet stik med Pfizer-vaccinen allerede tre uger efter første stik.

Det er tidligere end hidtil, oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hidtil har det først været muligt at bestille tid til sit andet stik, fire uger efter at man har fået det første stik.

Men nu er det interval altså kortet ned med en uge.

- Det betyder, at man kan blive færdigvaccineret tidligere end hidtil, lyder det i pressemeddelelsen fra Sundhedsstyrelsen.

Ændringen hænger sammen med, at myndighedernes booking-system er gjort mere smidigt, så det er muligt at fremrykke sin tid.

Man skal blot afbestille sin eksisterende tid og bestille en ny på et tidligere tidspunkt på hjemmesiden vacciner.dk.

Alternativt kan man ringe til sin regionale hotline, som kan være behjælpelig med at bestille tid eller ændre på en eksisterende tidsbestilling.

For vaccination med Moderna-vaccinen gælder der stadig et interval på fire uger mellem første og andet stik.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.