Kundeservice

Andre byer vil have opskriften

Handelschef får mange henvendelser fra andre handelsbyer, der vil se på Brønderslevs succes

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jes Jacob Christensen - giver gerne andre byer opskriften. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Det er ikke få gange i den forløbne uge, handelschef Jes Jacob Christensen, er spurgt om årsagen til, at Brønderslev er blevet kåret som den handelsby i Danmark, hvor der ydes den bedste service. I et samarbejde mellem ICP (konsulentfirma med fokus på detailhandel) og MMM-klubben (interesseorganisation inden for dansk detailhandel) har man interviewet i alt 3200 personer om deres oplevelse med handel. Borgmester Jens Arne Hedegaard er stolt over resultatet, men ikke overrasket. Han peger på, at Brønderslev i mange år har haft et godt handelsliv. - Nu får vi det så bevist, siger Jens Arne Hedegaard, der roser Brønderslev Handelsstandsforening for et flot arbejde. Og så ikke mindst de ansatte i butikkerne. Det er jo dem, der i åbningstiden sørger for den gode service. Brønderslev fik en femteplads i kampen om at blive Danmarks mest aktive handelsby, og samme placering blev det til i kategorien som den flotteste handelsby. - Og bymidten får rigtigt positive bedømmelser. I undersøgelsen har de adspurgte tilkendegivet, at man kan få, hvad man skal bruge. - Med det nye torv, vores nye gågade og den renoverede bredgade, så forventer jeg da også, at vi næste år bliver endnu bedre placeret, når det kommer til æstetik og funktionalitet. Og så glæder jeg mig meget over, at de adspurgte også er tilfredse med udbuddet af p-pladser. Faktisk svarer syv ud af 10, at det er let at få en p-plads. På ét punkt får Brønderslev en dårlig placering – når det kommer til udbuddet af cafeer og spisesteder i midtbyen. Jes Jacob Christensen fortæller, at undersøgelsen er foretaget i august – altså før Café Clausen åbnede. - Men alt i alt er der god grund til at være stolt. Og fra kommunens side – også den nye – glæder vi os til at udbygge samarbejdet med handelslivet, lyder det fra Jens Arne Hedegaard. Han deltog sammen med handelschef Jes Jacob Christensen i prisoverrækkelsen på Hotel Jacob Gade i Vejle. - Indrømmet, vi var noget overrasket, da Brønderslev kom frem på storskærmen som vinder. Jes Jacob Christensen fortæller, at 100 borgere er spurgt i Brønderslev. - Og det er kunder, der jævnligt er i Brønderslevs bymidte. Jes Jacob Christensen fortæller, at 82 procent af kunderne har været i bymidten én gang om ugen, og 31 procent har været der dagligt. Ifølge undersøgelsen er 70 procent af kunderne kvinder, og 57 procent er kvinder over 30 år. Det er den gruppe, der er de bedste kunder. Jes Jacob Christensen fortæller, at gennemsnitskunden befinder sig 51 minutter i bymidten. - Det kunderne er glade for, er, at de kan få alt, hvad man skal bruge i Brønderslev. Og så er der så den ekstra service.Kunderne har peget på, at de mødes med et smil. 15 procent er der i to timer og 30 procent under 15 minutter. Typisk finder kunden en parkeringsplads, og kan således bevæge sig rundt i flere forretninger inden for 51 minutter. De udspurgte har kunnet give karakteren 1 til 10. Men Brønderslev har fået mere end 8. Jes Jacob Christensen har fået mange henvendelser fra andre byer. Og Jes Jacob Christensen får travlt med at vise rundt i Brønderslev. - Blandt andet fra Vejle får vi besøg. Vejle er en by med 65.000 indbyggere, og denne by er klemt mellem andre byer. Jes Jacob Christensen er stolt af, at Brønderslev har vundet i konkurrence med Horsens, der er kendt fra Madonna og Rolig Stones samt Vejle, Kolding og Køge. Faktisk er det 24 meget iøjnefaldende byer.