Andreas Knappe bytter Colts ud med Broncos i NFL

Den 206 centimeter høje dansker forlader Indianapolis Colts og har skrevet kontrakt med Denver Broncos.

Amerikansk fodbold 17. januar 2018 20:09

Danskeren Andreas Knappe skifter endnu en gang arbejdsgiver i NFL.

Den 26-årige tackle har fået ophævet sin kontrakt med Indianapolis Colts og fortsætter i Denver Broncos.

Knappe indgik i december en aftale med Colts, men allerede dengang viste Broncos interesse for ham.

- Nu har vi så fået det til at gå op i en højere enhed, og jeg er meget glad for at være kommet her til Denver, siger Andreas Knappe til guldklud.dk.

Midtjyden har de seneste otte måneder prøvet sig af i tre klubber i jagten på en karriere i NFL.

Denver Broncos bliver den fjerde klub efter korte ophold hos Washington Redskins, Atlanta Falcons og Indianapolis Colts.

- Forhåbentlig bliver jeg her længere, end de andre steder jeg har været, siger Knappe.

Den 206 centimeter høje dansker beretter, at han og Indianapolis Colts var enige om at ophæve kontrakten.

Den nye arbejdsgiver Denver Broncos er ikke en del af det igangværende slutspil.

Andreas Knappe har endnu ikke fået sin debut i NFL.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...