Andy Murray er ny verdensetter
Kun tre spillere har det seneste årti indtaget førstepladsen på mændenes verdensrangliste i tennis

Andy Murray er ny etter på verdensranglisten. Foto: Scanpix
PARIS:Den britiske tennisspiller Andy Murray overtager for første gang i karrieren førstepladsen på verdensranglisten i tennis.
Det er en realitet, efter at Milos Raonic lørdag har trukket sig med en skade inden semifinalen ved Masters 1000 i Paris, skriver AFP.
I det seneste årti har blot tre spillere indtaget førstepladsen på tennisherrernes verdensrangliste. Det er Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic.
Milos Raonic, som er nummer fem på verdensranglisten, fortæller, at det er en muskelskade i det højre ben, der har sendt ham ud af den franske turnering.
I finalen i Paris skal Andy Murray møde amerikanske John Isner, der lørdag vandt sin semifinale over kroatiske Marin Cilic i to sæt.
Samme Cilic sendte fredag Novak Djokovic ud af turneringen og åbnede døren for, at Andy Murray for første gang i karrieren kunne tage pladsen som nummer ét i verden og skubbe Djokovic væk fra den førsteplads, han har siddet stabilt på de seneste år.
Briten overtager officielt førstepladsen på verdensranglisten mandag./ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.