Murray trækker sig fra Australian Open

Den skotske tennisstjerne går glip af årets første grand slam-turnering

Ritzau
Foto: Kamran Jebreili/AP/ritzau
Tennis 4. januar 2018 08:11 - Opdateret 4. januar 2018 11:08

TENNIS: Den femfoldige Australian Open-finalist Andy Murray trækker sig fra årets udgave af grand slam-turneringen i Melbourne på grund af en skade.

- Desværre kommer jeg ikke til at spille i Melbourne i år, da jeg endnu ikke er klar til at konkurrere, skriver Murray i en pressemeddelelse ifølge BBC.

Skotten har døjet med en hofteskade siden Wimbledon i sommeren sidste år, og trods genoptræning og et par forsøg på comeback har han opgivet at blive klar til årets første grand slam-turnering.

Senest måtte han trække sig fra ATP-turneringen i Brisbane, som spilles i denne uge.

Hos turneringsdirektøren for Australian Open, Craig Tiley, bliver afbuddet modtaget med ærgrelse og forståelse.

- Jeg ved, at Andy elsker tennis og ville gøre alt for at spille. Det her er en svær beslutning for Andy, og vi respekterer den fuldstændig, siger Tiley ifølge BBC.

Den tidligere verdensetter er gledet ned som nummer 16 på verdensranglisten som følge af sin lange pause.

I sidste uge spillede Andy Murray en opvisningskamp over et enkelt sæt mod spanieren Roberto Bautista Agut i Abu Dhabi, og han spillede i november en opvisningskamp mod Roger Federer.

Hoften er dog endnu ikke i en forfatning, hvor den kan klare en hel turnering, og derfor dropper Murray at stille til start ved Australian Open, hvor han har tabt fem finaler mellem 2010 og 2016.

Til gengæld kan han trøste sig med, at han har to Wimbledon-titler, en triumf fra US Open og to olympiske guldmedaljer på cv’et.

Australian Open indledes 15. januar.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...