Andy Schleck: Jeg var ikke god overhovedet

Radioshack-håbet Andy Schleck mistede dyrebare minutter til Tourens favoritter på 11. etape.

Andy Schleck: Jeg var ikke god overhovedet

Andy Schleck havde ikke nogen god dag på Tourens 11. etape.

Den luxembourgske rytter blev distanceret eftertrykkeligt af konkurrenterne på den 33 kilometer lange enkeltstart mellem Avranches og Mont-Saint-Michel.

- Jeg var ikke god overhovedet. Jeg kunne ikke finde rytmen, og jeg kæmpede konstant både med cyklen og vinden, siger Andy Schleck.

- Jeg bør ikke miste så meget tid, men nu er det sket, og det kan jeg ikke lave om på.

Andy Schleck fra Radioshack kørte enkeltstarten hele fire minutter og 44 sekunder langsommere end den vindende Tony Martin (Omega Pharma-Quick-Step).

Schleck er nu røget ned på en 17. plads i den samlede stilling, otte minutter og 32 sekunder efter Chris Froome, som ligger først.

- Selvfølgelig er jeg skuffet. Jeg forventede at miste mindst halvandet minut mindre, end jeg gjorde, men sådan er det.

Andy Schleck er alligevel overbevist om, at én dårlig dag ikke slår ham ud af kurs. Han går stadig efter en etapesejr og sætter sin lid til, at han kan hente noget af den tabte tid i bjergene.

- Jeg har ikke tabt modet for de næste par dage. Jeg tror stadig på, at jeg kan gøre det godt i de andre etaper. Vi er kun ved 11. etape, og selvom jeg mister meget tid i dag, så er det måske ikke så meget i den sidste ende, når vi når til Paris.

Torsdag venter Tourens 12. etape, en 218 kilometer flad og lang strækning mellem Fougères og Tours.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.