Anelka fyret efter turbulent tid i West Bromwich Albion

Først sagde den tidligere landsholdsspiller selv op via Twitter, men nu siger klubben, at Anelka får sparket.

15. marts 2014 01:58

Premier League-klubben West Bromwich Albion fyrer den kontroversielle franske fodboldspiller Nicolas Anelka på grund af "grov ureglementeret adfærd".

Fredag skrev spilleren på sin Twitter-profil, at han stopper i klubben med øjeblikkelig virkning. Det sker efter et par turbulente måneder for den tidligere landsholdsangriber.

- Klubben opfatter Nicolas Anelkas opførsel den 28. december samt hans påståede opsigelse på sociale medier fredag aften som grov ureglementeret adfærd, skriver klubben i en meddelelse ifølge Reuters.

- Som resultat har klubben skrevet til Nicolas Anelka og givet ham 14 dages varsel om opsigelse, som det er pålagt i kontrakten, hedder det videre.

Klubben henviser til en episode sidst i december, hvor angriberen fejrede et mål med den antisemitiske "quenelle-hilsen". Det kostede sidst i februar Nicolas Anelka fem spilledages karantæne.

Quenelle-tegnet forbindes med komikeren Dieudonne, der flere gange har fremført antisemitiske holdninger i sine optrædener, men 34-årige Anelka har efterfølgende slået fast, at hans håndtegn blot var til ære for Dieudonne.

Fodboldforbundet, FA, har fundet Anelka skyldig i to forhold. Han har for det første begået en handling, som kan opfattes fornærmende eller upassende. Og han er desuden kendt skyldig i brud på racismereglerne.

Ud over karantænen blev Anelka også idømt en bøde på godt 600.000 kroner.

Anelka har brugt Facebook og Twitter til at appellere om, at sagen bliver droppet. Samtidig har han insisteret på, at han hverken er antisemit eller racist.

Frankrigs sportsminister, Valerie Fourneyron, har kaldt Anelkas hilsen for en "kvalmende og chokerende provokation".

Boligwebsitet Zoopla valgte som konsekvens af Anelkas hilsen at trække sig som hovedsponsor for West Bromwich Albion.

Franskmanden nåede at spille 11 kampe og score to mål for klubben.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...