Anemone med tipi og dækbane

På to dage har voksne og børn skabt ny legeplads

EMNER 8. september 2002 08:00

STRANDBY: En snes forældre, forældrerådsmedlemmer og pædagoger har lavet ny legeplads til børnene i landsbyordningen Anemonen ved Strandby Skole. Børnene var der selvfølgelig også, da det gik løs forleden, for de skulle jo afprøve legepladsen, også helst inden den endnu havde taget rigtig form. Pædagogerne og forældrene til børnene i Anemonen har længe ønsket sig en anden legeplads end den, der er i skolegården, hvor der er en del asfalt. Derfor var der også en stor opbakning, da der blev arrangeret en arbejsweekend til fordel for legepladsen. Da skolen råder over et stykke jord, hvor legepladsen kunne laves, var det bare med at få nogle af de mange ideer realiseret. I en stor jorddynge, der har ligget på pladsen gennem længere tid, er der nu kommet et kravlerør, en rutschebane og en dækbane. Desuden er der i denne omgang lavet to tipier og en gynge. Der er tanker om at lave yderligere ting på pladsen, når der igen bliver kræfter og økonomi til det. Udenfor Anemonen skal der laves en hængekøje, fortæller Lone Engelbrechtsen. Om det er til glæde for børnene eller pædagogerne, vil tiden så vise. Selv om der var meget arbejde, der skulle gøres de to dage, var der også tid til hygge. Mens nogle arbejdede ude, var andre i gang med at lave aftensmad til alle. På grund af en byge blev måltidet flyttet fra bålpladsen indendøre i Anemonen, hvor der ellers blev arbejdet så længe, det var nødvendigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...