Anette Heick med Dolly Parton-look

650 tilskuere - alt hvad der kunne proppes ind i Aalestrup Hallen - var begejstrede for nytårskoncerten.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

"Røde" - alias Kurt Ravn - hittede bl. a. med visen om De Tre Musikanter - kendt fra Matador-serien.

Til stor begejstring for publikum gav Annette Heick den som Dolly Parton ved nytårskoncerten i Aalestrup Hallen. Og rent barm-mæssigt var det i en mere look-a-like udgave end normalt for den danske sangerinde. - Men jeg har også arbejdet på det i ni måneder, lød det til publikums store jubel fra veloplagte Annette Heick, der for knap et par uger siden fødte en velskabt lille dreng. Og aftenens konferencier, folketingsmedlem Per Bisgaard, kaldte Annette Heick for "sej" sådan at komme til Jylland og optræde så kort tid efter sin fødsel. Derfor havde han udover honoraret end gave med - adgangsbilletter og frokost i Rosenparken i Aalestrup til familien Heick. Fiskekort til Simested Å Per Bisgaard havde desuden gaver med til koncertens anden solist, Kurt Ravn, og dirigenten for aftenens tredje musikalske indslag, Prinsens Musikkorps. Førstnævnte, der i tiden op til jul var særdeles flittig med koncerter til fordel for Dansk Folkehjælp, fik 1000 kr. til at give videre til netop denne organisation. Musikkorpsets dirigent, den fiskeglade nordmand Bjørn Sagstad, fik et fiskekort til fem personer til Simested Å samt to overnatninger i den lokale lystfiskerforenings fiskehytter. Stort bifald Til gengæld havde dirigenten, hans musikere samt Annette Heick og Kurt Ravn musikalske gaver med til publikum. Og de faldt i den grad i publikums smag, så ved koncertens afslutning, der i bedste nytsårskoncert-stil bød på de festlige ekstranumre Champagne Galoppen og Radetszky March, kvitterede tilhørerne med stående ovationer. Blomster og borde I dagens anledning var hallen pyntet op med blomster for flere tusinde kroner, ligesom der var opstillet borde, hvor folk før koncerten og i pausen kunne nyde forfriskninger, og i et hjørne solgtes røde pølser fra Knaber-pølsevognen. - Vi har ikke gået efter største mulige overskud, og har derfor brugt penge på "indretningen" for at give publikum så god en oplevelse som mulig, siger en af folkene bag arrangementet, Søren Bruun Sørensen. - Men i og med, at vi har haft udsolgt og fået fantastisk støtte af en række sponsorer, får vi også overskud på nytårskoncerten, konstaterer Søren Bruun Sørensen, der dog endnu ikke kan sige noget om dets størrelse. Officiel arrangør af koncerten var Aalestrup IFs støtteforening, og overskuddet går til arbejdet i foreningen. Men initiativtagerne og "praktiske arrangører" har været en trup på fire borgere i byen: Per Bisgaard, Lars Refsgaard, Dirk van Bolhuis og Søren Bruun Sørensen.